fbpx

Endnu en livestream-festival kommer os til undsætning med et lovende lineup – heriblandt Goss, Bisse, Iceage og Ydegirl

Foto: Goss // Magnus Bach & Kristian Kirk

Brodie Sessions er en dansk YouTube-kanal, der nu lægger hus til en ny seks-dages livestream festival med 12 danske kunstnere.

Efter at coronakrisen har ramt verden er der som bekendt blevet sat en stopper for koncerter og kulturarrangementer, og i den forbindelse har Youtube-kanalen Brodie Session sat gang i en ny livestream festival. Kanalen opstod i 2019 og idéen med Brodie Session er at skabe et fællesskab om musik, kunst og arkitektur med en række live sessions i yderst høj kvalitet.

Brodie Sessions lancerer i dag en ny livestream festival, der forløber over seks dage på tre forskellige lokationer. De første livestreams kan allerede opleves den 6-7. maj, og derefter 14.-15. og 19.-20. maj — alle dage klokken 20-21 på Brodie Sessions’ YouTube-kanal. 

Blandt de 12 navne til festivalen kan man blandt andet finde Bisse der, som man vil vide, hvis man har oplevet ham live, er et fantastisk spændende live-navn, da han både rummer en stor musikalitet, men også en flot æstetisk sans. Derudover kan man på plakaten også finde Goss, der for nyligt udgav sangen “Fighting For The Gospel” sammen med Selma Judith, der oven i købet også skal spille til festivalen. Udover det er vi også glade for at se Bona Fide på plakaten. Den folk-inspirerede duo spillede nemlig en koncert på dette års by:Larm Festival, som vi blev dybt imponeret over, og derfor er vi også ekstra spændte på at genopleve deres live-set.

Er man til noget lidt vildere eksperimenterende pop kan man glæde sig til at opleve den fremadstormende artist Ydegirl spille på festivalen. Hun har efterhånden imponeret os med sit stærke udtryk, og hun var også vores Ugens Upcoming tilbage i starten af januar. På line-uppet finder man også der sprøde rockband Iceage, som vi både har oplevet på Bremen Teater, og i Store VEGA, hvor de begge gange scorede næsten topkarakter.

Man kan streame Brodie Livesessions festival via deres Youtube-kanal, som du kan finde her.

Fulde line-up:

Bisse
Bona Fide
Bremer/McCoy
Clarissa Connelly
First Hate
Gents
Goss
Iceage
Peter Sommer
Selma Judith
The Savage Rose
Ydegirl