03 apr Télé Rouge udgiver atmosfærisk single om at være forbundet – hver for sig
Foto: Mathilde Juul
Det danske band Télé Rouge suger dig ind i en fjern galakse på deres nyeste single “Étoile Binaire”.
Efter en længere pause er Télé Rouge ude med en storslået synthpop-single, der fodrer dagdrømmene. Som et forfriskende og forførende element på den danske musikscene, synger frontkvinden Una Skott elegant på fransk. I bandet får Una Skott fint følge af Christian Peter Sekjær og Anders Mortensen. Sammen producerer de en blanding af disko og elektronisk pop, der rækker langt ud i atmosfæren.
Det må have stået i stjernerne, at singlen skulle lande i disse corona-dage. Titlen på sangen betyder “dobbeltstjerne” som er fænomenet, hvor to stjerner er forbundet af tyngdekraften, men aldrig rammer hinanden grundet centrifugalkraften. Som bandet selv siger, er det meget sigende for den tilstand verden er i på nuværende tidspunkt. Et tidspunkt hvor vi er forbundet uden at være sammen. Una Skott siger følgende om sangen:
– Det er en kærlighedshistorie om at være forbundne, men ikke at kunne være sammen. Dobbeltstjernens to elementer kan kun forenes i døden – i kollision. En umulig kærlighedshistorie. Men jeg er grundlæggende optimist, så det er også en sang om at drømme, og om håbet om, at alt kan eksplodere i en ny vild virkelighed.
Bliv trukket ind i Télé Rouge’s univers lige her: