10 apr Ganger sparker den solrige weekend i gang med ny ørehængende single
Foto: Petra Kleis
I dag kan Ganger løfte sløret for deres første single i næsten et år, og endnu en gang imponerer de med deres stærke autencitet.
Det fremadstormende band Ganger har bestemt ikke ligget på den lade, siden deres debutsingle “Kometen” udkom i starten af januar. Singlen blev efterfulgt af deres hit “Olympisk”. I efteråret 2019 udgav de deres første album Mørk, der på alle måder satte tonen for deres unikke lyd. På trods af deres korte levetid som band, har de allerede samlet en stor håndfuld streams, og deres originale udtryk har for alvor sat sit præg på den danske musikscene. Vi oplevede dem blandt andet til VEGA’s Udvalgte tilbage i januar, og på by:Larm Festival i februar.
Nu er de klar med deres første udspil siden albumudgivelsen. Nummeret hedder “Stu Ywn”, og autenciteten har bestemt ikke lagt sig. Sangen bærer præg af en utrolig smuk poetisk lyrik, som også er det, man kender Ganger for. Tekstuniverset akkompagneres af et lækkert kor, der understøtter udtrykket. Derudover bliver sangen bygget op af bærende trommer og en bro, der lægger op til et forløsende omkvæd. Der lyder også et ret interessant speak midt i nummeret, der er med til at skabe noget mystik.
Sangen er, som det man også tidligere har hørt fra Ganger, en helt unik oplevelse at lytte til. Du kan høre “Stu Ywn” lige her: