27 apr AySay mixer nordiske rødder med et mellemøstligt ophav på den dragende single “Glød”
Foto: Katrine Boer
Danske AySay bringer mellemøsten ind i den vestlige pop på den nye single “Glød”, der blev skrevet med oceaner af distance mellem bandmedlemmerne.
Det spirende band AySay er mødet mellem vestlig pop og mellemøstlige melodier. Det skyldes forsanger Luna Bülow Ersahins både tyrkiske og danske ophav. Hun fortæller om dette genremøde:
– I denne globaliserede verden er det nu nærmest mere normalt, at inspiration og ophav kommer mange forskellige steder fra – i mit tilfælde Danmark og Tyrkiet – end bare fra 1 sted. Den nordiske lyd har blandet sig med den Mellemøstlige, og det er bl.a. det jeg gerne vil vise med AySay. At man kan rykke ved folks ører, hvad de er vant til at betragte som normalt. At lede efter det punkt, hvor man kan synes, at musikken skaber genklang med noget og samtidigt viser noget nyt.
Bandets nyeste single “Glød” landede i fredags, og her introduceres man til det smukke, dansksprogede lyriske univers samt den dragende eksotiske instrumentering og melodisering. Varmen spræder sig i kroppen, når man lytter til “Glød”, og musikvideoen visualiserer mødet mellem kulturerne på smuk estetisk vis.
På tidspunktet hvor sangen blev skrevet, befandt Luna sig i Chile, hvor hun sendte den indspillede lyrik til Aske Døssing Bendixen og Carl West Hosbond, som i Danmark indspillede arrangementet tilbage. Sangen handler om den tvetydige følelse af at være ude og rejse, og gerne ville blive ved med at opleve nye steder, men samtidig føle, at noget trækker en hjem.
Se den smukke musikvideo til “Glød” her: