BC Camplight – Shortly After Takeoff

Foto: Ely Grey
Dato: Fredag den 24. april 2020
Label: Bella Union

BC Camplights nye album ‘Shortly After Takeoff’ sprudler af kreativitet og en fascinerende lyst til at eksperimentere, og der lader ikke til at være nogen grænser for, hvor meget den amerikanske multiinstrumentalist kan forny sig selv. Hans femte album – og det tredje i hans Manchester-serie – er ingen undtagelse. BC Camplight inviterer os på en rejse gennem sit snoede sind.

BC Camplight, med det borgerlige navn Brian Christinzio, har været ramt af en del uheld i sit personlige liv. Kort efter at have udgivet sit tredje album blev han udvist af Storbritannien grundet problemer med sit visa, hvilket betød, at han ikke kunne turnere og promovere albummet ordentligt. 
Denne frustration affødte albummet Deportation Blues (2018), der blandt andet også bød på skarp kritik af Theresa May i kølvandet på Brexit. Titlen på Christinzios femte album, Shortly After Takeoff, referer ligeledes til sangerens seneste krise, da hans far omkom kort efter udgivelsen af Deportation Blues. Sorgen over hans fars død er et af de centrale temaer på artistens nye album.

Sangen “Ghosthunting” handler eksplicit om hans fars død. Nummeret starter dog på en yderst bizar måde, hvor vi hører Camplight fremføre et standup show. Her joker han med, at han ser sin fars spøgelse i sit soveværelse om natten. Resten af sangen er nærmest en mini-rockopera, hvor vi bliver kastet frem og tilbage i forskellige stemninger for til sidst at ende i en sireneagtig synthesizer. “Ghosthunting” er i sandhed noget for sig selv. 

Det er nu nok et tilfælde, men det er som om, at albummet er skræddersyet til disse corona-tider (han sidder sågar og bunder corona-øl i musikvideoen til “Cemetery Lifestyle”). Den måde, emner som mental svaghed og depression bliver behandlet på, gør, at det bliver utrolig nemt at relatere til. Med et glimt i øjet synger Camplight om hverdagens kedsomlighed, sindets ustabilitet og om det komiske ved livets forudsigelighed.

Sangen “Back To Work” virker også til at være næsten skræddersyet til en corona-agtig tilstand. Her handler det nemlig om depression, hverdagens kedsomlige cyklus og det ’onde’ arbejde. På det bastunge, nærmest trap-agtige omkvæd lyder det:

// Back to work, back to work // Everybody’s going back to work //

Versene er mere drømmepoppede, og i andet vers synger Camplight med sin meget lyse stemme: 

// I hear people scream in my ears // I guess that’s a curse // But the things I say to myself // Are even worse //

Genremæssigt kan man kalde det for indierock, men der ikke noget typisk ved musikken. Camplight gør en stor dyd ud af ikke at definere sig indenfor én genre. Det er svært at sætte en finger på, hvad han er inspireret af – han har sågar udtalt, at han ikke lytter til musik, fordi han har mere end rigeligt i sit eget hoved. 

Den konventionelle pop/rock sang er ikke noget, der interesser Camplight. Konstant søger han at udfordre konventionerne, og det fører til, at hver sang – og hele albummet i det hele taget – består af kontraster. Man kunne kalde det for kaos, men så ville jeg i hvert fald kalde det for organiseret kaos. Dette organiserede kaos – fyldt med kontraster og eksperimenterede lyde – samt et tekstunivers, som både er tungt, mørkt, ironisk og humoristisk, gør Shortly After Takeoff til et fremragende album. 

Selvom den konventionelle rock-sang er død i Camplights verden, er det stadig et album fyldt med catchy melodier og omkvæd, man kan have svært ved at få ud af hovedet. Den rockede “Cemetery Lifestyle” vinder på sine catchy riffs og dets Beach Boys-agtige vokalharmonier. Der er ingen tvivl om, at Camplight er inspireret af Beach Boys vokalharmonier – og i det hele taget synes jeg, man kan høre, at han er inspireret af den sene 60’er- og start 70’er pop-lyd. Den har dog som oftest et hårdere udtryk. 

Titelsangen “Shortly After Takeoff”, minder om Tame Impala, når det er bedst – men den har også noget David Bowie over sig, og alt i alt er det bare en utrolig veludført og behagelig psych/indie-rock sang. 

Produktionsmæssigt er der ikke en finger at sætte på albummet. Det lyder ganske enkelt bare rigtigt godt. Man kan tydeligt høre, at der er kælet for hver eneste lille detalje. Netop derfor, er det også helt okay, at albummet ikke vare meget mere end 30 minutter. Det er nemlig en altopslugende oplevelse, som bør høres med så god lyd som muligt – og selvfølgelig så høj lyd som muligt.