fbpx

Roskilde Festival lancerer ‘Time To Create’ for at støtte den kreative branche under krisen

Foto: Flemming Bo Jensen

Roskilde Festival vil betale professionelle kunstnere og andre fra den kreative branche, mens krisen står på.

Coronakrisen er stadig skyld i, at flere gader, koncertsale, klubber, museer og caféer ligger øde. Det er især hårdt for pengepungen for musikere, kunstnere og andre mennesker i den kreative branche. Det vil Roskilde Festival gøre noget ved. I går lancerede festivalen et nyt koncept på deres Facebookside, som de kalder ‘Time To Create’. Konceptet går ud på, at folk fra den kreative branche kan ansøge om at skabe indhold til festivalens sociale platforme mod betaling. På den måde får kunstnerne en indkomst trods de ringe omstændigheder, mens festivalen får en masse spændende indhold til deres sociale medier.

Første dag – i går – var det tegneren Mia Mottelson, der bragte en farverig illustration, der emmer af sommer og festival. I dag kan man finde musikeren Uffe Lorenzen, der blandt andet er kendt fra bandet Spids Nøgenhat, give et akustisk nummer hjemme fra stuen.

Vi glæder os til at se, hvilke kunstnere der ellers vil blive en del af Roskilde Festivals ‘Time To Create’. Du kan følge med på deres Facebookside.

Laura Richter Krarup
Laurakrarup@bandsoftomorrow.com