fbpx

Thundercat – It Is What It Is

Foto: PR
Label: Brainfeeder Records / Playground Music 
Udgivelsesdato: fredag den 3. april 2020

Den anmelderroste amerikanske musiker Thundercat er klar med sit fjerde album, og byder endnu en gang ind i sit kringlede og geniale univers. Der er mørke undertoner i lyrikken, men lyden er opløftende og vanedannende. 

Thundercat – It Is What It Is
4 / 5 Anmeldelse

INGEN andre lyder som Thundercat. Det er virkelig lykkedes den talentfulde musiker at reinkarnere sit DNA i sin lyd. Det nye album It is What It Is er rendyrket Thundercat. Dog er der noget over albummets tracks, der gør, at hele udgivelsen smelter sammen til én lytteoplevelse på de under 38 minutter, som albummets 15 numre udgør. 

Den funkede amerikaner Stephen Lee Bruner fik sit kunstnernavn Tundercat, da han turnerede med Snoop Dogg på et tidspunkt, hvor han holdt sig mest bag bassen. Siden da har han skabt sig en succesfuld solokarriere, som for alvor tog fart med det tredje album Drunk fra 2017. It Is What It Is bliver opfølgeren på denne banebrydende udgivelse, som modtog stor ros og anerkendelse.  

De forskellige singler, der har været forløbere for It Is What It Is, er uden tvivl de stærkeste sange fra udgivelsen, og det skyldes delvist de mange imponerende features, som Thundercat har fået med på sine hits. Heriblandt finder vi Ty Dolla $ign og Lil B på “Fair Chance”, mens Childish Gambino, Steve Lacy (The Internet) og Steve Arrington er med på albumversionen af “Black Qualls”. Og det er ikke første gang, at den veletablerede musiker har med anerkendte kunstnere at gøre. Han kan blandt andet skrive samarbejder med Kendrick Lamar, Erykah Badu, Flying Lotus, Mac Miller, Travis Scott og N.E.R.D på CV’et. 

Albummet er dog – trods de formidable gæste-features – et meget inderligt og personligt album, der kredser om store emner fra kærlighed og liv, til død og ensomhed. Til tider bliver Bruners ærlighed så hjerteskærende, at det gør ondt at høre på. For eksempel på titelnummeret “It Is What It Is”, hvor Bruner på henkastet vis siger »Hey Mac« i en stille pause i tracket, inden han igen spiller videre. Den hilsen er direkte rettet mod   den afdøde rapper Mac Miller, der desværre gik bort i en alder af blot 26 år tilbage i 2018. Rapperen var en nær ven af Bruner, og de nød at skrive musik sammen, hvilket tydeligt skinner igennem på Mac Millers Tiny Desk Concert, hvor Thundercat var med som feature. På nummeret “Interstellar Love” synger Bruner med sin distinkte falset: nothing is yours, nothing is mine // we all decay over time, og her kommer albummets melankolske side for alvor frem, hvor Thundercat giver plads til refleksion og eksistentielle tanker. Det er altså tydeligt, at Thundercat har været igennem nogle svære tider, og det træder virkelig frem, når man dykker ned i lyrikken. 

Kaster man et blik mod lydsiden, indeholder den alt, hvad man kunne forvente af den funkede og nytænkende musiker – masse af lækre jazzede progressioner og Thundercats flyvende falset som en superlim, der får det hele til at hænge sammen. Man lægger relativt hurtigt mærke til, at lyrikken ikke nødvendigvis behøver at rime for at sang lyder godt i følge Thundercat.  Det slipper den talentfulde musiker sådan set også ret godt fra, men der er alligevel en negativ side, ved måden hvorpå Thundercat smeder sine sange. Hvert nummer på albummet er sit eget, men der sker meget rent instrumentalt, og lyrikken er til tider så uigennemskuelig, at det er svært at fange ét ørehængende hook fra de forskellige tracks, hvilket resulterer i, at man som lytter sidder tilbage med en følelse af ikke at kunne skille nogen af de 15 sange, man lige har hørt, fra hinanden. Især de korte interludes på mellem 52 sekunder og halvandet minut, føles så kompakte og utraditionelt opbygget, at man hurtigt glemmer, hvordan melodien overhovedet gik. 

Med det sagt er det stadig endnu et stærkt udspil fra den unikke og jazzede funk-musiker, og man skulle da være et skarn, hvis man prøvede at diktere en så selvsikker og revolutionerende kunstner som Thundercat. Som lytter kan man sidde tilbage med følelsen af, at have misset noget efter at have hørt albummet igennem for tredje gang, men som Thundercat selv siger, når han fortæller om inspirationen til albummet: 

– Man vil gennem livet møde ting og steder, som man ikke nødvendigvis forstår. Men med nogle ting, er det heller ikke meningen, at man skal forstå dem.  

Og når Thundercat jo selv siger det, så har man straks bedre samvittighed over ikke at fange en større og overjordisk betydning med de energiske og funkede tracks. Derimod er det med de ord nemmere at læne sig tilbage og nyde lyden af det funkede flow, der både er humoristisk, trist, opløftende og tyngende. Den er en ren og skær rutchebanetur.

Laura Richter Krarup
Laurakrarup@bandsoftomorrow.com