Princess Nokia – Pumpehuset

Alle fotos: Barbora Gadlinová

Da Princess Nokia i går gæstede Pumpehuset for en næsten udsolgt sal, var der lagt i kakkelovnen til en sand hiphop fest, og hun levede på mange måder op til sit vilde og progressive udtryk.

[rwp_box id=”0″]

Der var ingen tvivl om at publikums edgy looks vidnede om en samling af hiphop-elskere, der var kommet for at få nogle smæk i hovedet af Princess Nokias hårde beats. Rapperen Tkay Maidza skulle sørge for at varme rummet godt og grundigt op, og med sin tunge bas, gode energi og vilde attitude blev gæsterne også for alvor tændt op til den helt store hiphop-fest.

Efter en smule ventetid, trådte Princess Nokia ind på scenen, og med ét blev festen skudt i gang. På det første nummer “Harley Quinn” lyste den selvsikre energi og stærke attitude op og det smittede af på det veloplagte publikum. Allerede efter dette første nummer blev en speak sat på, der fortalte “This is a place where you’re supposed to be safe”. Den trygge fest fortsatte med sangen “Gross”, hvor man hurtigt kunne fornemme, at Nokia var kommet for at levere et show – og det levede hun især godt op til her i starten, hvor jeg virkelig oplevede en rowdy og utrolig vild optræden fra hende. Den efterfølgende sang “Sugar Honey Iced Tea (S.H.I.T)” satte gang i publikum, der på imponerende vis kunne synge med på de hurtige rim. Ligeså stak det af, da Nokia midt i koncerten bad et par utroligt heldige publikummer om at komme op på scenen og danse med hende til sangen “Wavy”. Her blev jeg på alle måder misundelig på de 10-12 udvalgte folk fra forreste række. 

Undervejs kunne man mærke, at Nokia selv havde en kæmpe fest på scenen, og hendes karismatiske udtryk var da heller ikke til at tage fejl af. Det blev nemlig undervejs understreget, hvordan hun ønskede, at det skulle føles trygt at være til koncert, og at der var plads til at være præcis, som man ville være. 

Mellem nogle af numrene brugte rapperen også muligheden til, at bede cis-mænd om at holde hænderne for sig selv, og ikke befamle de tilstedeværende kvinder. Derudover forklarede hun, at hendes koncerter er queer-venlige, at alle køn og racer er velkomne og at ingen skulle føle sig udenfor. Nokia gjorde det til et smukt og frit rum, og sagde at alle der havde brug for det gerne måtte komme op foran, hvis de havde lyst. Denne tale var på mange måder rørende, og der blev sendt så meget kærlighed frem og tilbage mellem salen og scenen. 

Efter det fine moment, fik vi en håndfuld lidt mere laid-back sange, blandt andet “Heart”, “I Like Him”, “Gemini” og flere andre, som alle kommer fra kunstnerens nye album Everything is Beautiful, der udkom i slutningen af februar – så her havde publikum ikke lige så stor en chance for at synge med på de hurtige og tætte rim. Den utroligt vilde hiphop fest, blev til en lidt mere chill komsammen, og der var ikke den samme slags stemning i rummet, som der var i starten.  

Efter en præsentation af det ny-udgivet musik takkede Nokia og sagde “Copenhagen you have been a dream come true”, og der var helt sikkert en gengældt følelse fra publikum. Men selvfølgelig kunne rapperen ikke forlade salen uden at spille mega-hittet “Tomboy”, og da først hun gjorde det, kom publikum tilbage til den vilde fest stemning, der var i begyndelsen af koncerten. 

Princess Nokia sluttede aftenen af med et kæmpe brag, og gjorde det igennem hele koncerten tydeligt, at hun holder en hånd over alle minoriteter og skaber et safe space for de lidt mere skæve typer. Hun leverede en stærkt rap-præstation og bevidste, hvorfor hun er så højtelsket blandt hiphop fans. Under de nye numre dalede den vilde fest-stemning dog lidt, da koncerten var båret meget af publikums kærlighed til de velkendte sange. Men da Nokia peakede, var det helt ustoppeligt. 

Arense Elvira Riis Warny
Arensewarny@bandsoftomorrow.com