PREMIERE: Tag med Krabask på tur gennem storbyens landlige værtshuse

Foto: Michael Fuglsang Christensen

I dag kan vi præsentere en premiere på Krabasks musikvideo til nummeret “På Vulkaner”, der med en retro western-vibe byder ind på diverse værtshuse.

Krabask er et dansk band, der med groovy hiphop-rytmer og en dansksproget tekst leverer en retro lyd på deres nye single “På Vulkaner”. Sangen handler om at flygte fra den danske provins og ind til byen, hvilket har sine fordele og konsekvenser. Om singlen fortæller bandet selv:

– Teksten beskriver det klassiske dilemma om “bymusen og landmusen”, der ikke rigtig føler sig hjemme i hinandens habitater og drømmer sig hjem til sine vante omgivelser. At komme fra provinsen til storbyen kan være en mind-blowing og inspirerende oplevelse, hvis man kommer fra de tomme gader i Thisted, men samtidig kan man også føle sig fremmedgjort. Tingene går meget stærkt, og enhver lille oase bliver hurtigt overbefolket.

Forsanger Peter Hylle befinder sig i selvsamme situation, efter han flyttede fra Thy i Nordjylland til København. Det er altså en hudløst ærlig fortælling.

Stemningen sættes med retro samples og en tung bas, der fungerer som nummerets rygrad. Musikvideoen viser Peter Hylle selv, der i takt med det visuelle udspil bliver mere og mere fuld, mens han ser på videoer af sig selv. Tag et kig på den lige her:

Tags:
Laura Richter Krarup
Laurakrarup@bandsoftomorrow.com