Paris-baserede Oracle Sisters læser stjernerne på “Asc. Scorpio”

Foto: Celia Marie

Trioen bag Oracle Sisters er ude med en smagsprøve på deres længe ventede debut-EP, der lander i løbet af foråret.

Efter guitaristen Lewis Lazar var blevet stukket af en skorpion på Jamaica, fangede han synderen og puttede den i et glas, som han smuglede hele vejen med sig tilbage til Paris, sammen med det røde, brændende gift-stik. Da Lewis efterfølgende satte sig i studiet med forsanger Chris Willatt, blev denne historie – krydret med en astrologisk åbenbaring – inspirationen til det drømmende nummer “Asc. Scorpio”. Nummeret emmer af eksotisk pop, og bringer nostalgisk tankerne mod sommer og stjernehimler.

Oprindeligt bestod Oracle Sisters af Lewis og Chris, fra henholdsvis Danmark og Nordirland, men blev senere fuldendt af trommeslager og sangskriver Julia Johanssen, da bandet flyttede til Paris.

Oracle sisters har skabt sig et rygte som et beundringsværdig livenavn, og har flere udsolgte koncerter i London og Edinburgh på CV’et. Inden foråret er omme vil deres længe ventede debut-EP lande, og vi ser meget frem til at høre mere, fra de dragende musikere bag Oracle Sisters. Hør “Asc. Scorpio” lige her:

Laura Richter Krarup
Laurakrarup@bandsoftomorrow.com