03 mar MALMØ inviterer dig på en eksperimenterende og mystisk rejse på deres nyeste single
Foto: Martin Baltser
Det Aarhus-baserede band er nu klar med deres tredje og sidste udspil inden deres kommende EP, og vi kan sket ikke få armene ned.
Kvinteten MALMØ, der har taget navn efter forsanger Marias efternavn, debuterede tilbage i foråret 2017 med sangen “We Come from the Stars”, der også er navnet på deres debutalbum. Nu er bandet klar med en ny single “Farewell Roaring Ocean”, der er det tredje udspil til deres kommende EP The Inevitable End.
Den nye sang fra MALMØ bevæger sig i et spændende elektronisk univers, der bærer præg af skarpe synths og Maria Malmøs stemme er understøttet af rumklang, hvilket gør de smukke harmonier utroligt stærke. Med disse elementer bliver sangen en mystisk og kraftfuld oplevelse, og man bliver draget ind i et helt unikt univers.
Maria Malmø beskriver selv om sangens handling:
– De oprørte vande er et billede på en indre tilstand af uro – forstyrrende tanker. Jeg siger farvel til det oprørte hav i mig selv. Det er også det jeg mener med den materielle verden – den fysiske verden, som ofte er en bølgegang af op- og nedture.
Med den nye single følger også en tilhørende musikvideo, som er en samling af æstetiske sort/hvid-billeder af et hav og en røgsky, hvilket passer smukt ind i det kraftfulde univers MALMØ skaber på “Farewell Roaring Ocean”. Videoen er lavet i samarbejde med grafisk designer Kasper Vindeløv og den schweiziske videograf Noemi Müller
Se den smukke video og lyt til sangen “Farewell Roaring Ocean” lige her: