24 mar Kevin Kyhn vil rykke os alle lidt tættere sammen, på singlen “Du Er Mig”
Foto: Emilie Nuka Mathiesen
Indiepopperen Kevin Kyhn kom i fredags med endnu en lille eksistentiel fortælling, i form af singlen “Du Er Mig”
Den danske soveværelsesmusiker Kevin Kyhn har sluppet endnu en single fri, kaldet “Du Er Mig”. Det eksperimenterende nummer bringer associationer til slut-halvfjerdserne, mens det stadig indeholder elementer af moderne elektronisk musik. Det hele bringes sammen af Kevin Kyhns distinkte vokal, komplimenteret af nogle vilde samples, der vækker nysgerrigheden for Kevins musik. Musikerens tidligere udgivelser kan man blandt andet finde på en playliste på Spotify, lavet af Kevin selv, der hedder “Soveværelsessange”.
Det lyriske univers spænder fra det helt basale hverdagssprog, til sproglige sløjfer, der tilføjer både et satirisk mørke og en opløftende humor til nummeret. Om “Du Er Mig” fortæller Kevin Kyhn selv:
– Jeg ansér mine sange for at være små eksistentielle afhandlinger, og “Du Er Mig” er ingen undtagelse. Sangen handler om den indbyrdes afhængighed, som eksisterer mellem os alle, og med den håber jeg på at rykke os alle, bare en lille smule, tættere på hinanden.
Selvom vores sundhedsstyrelse netop nu, nok ikke vil synes så godt om Kevins intentioner med sangen, er vi sikre på, at det med at rykke tæt sammen er ment i en overført betydning. Det gør selvfølgelig kun nummeret endnu mere relevant for sin tid. Vi må stå sammen – hver for sig, som der bliver sagt så ofte disse dage. Hør den alt-poppede indie-single lige her: