17 mar Jon Olav er klar med ny sang, der sætter ord på udfordringerne ved kærlighedsrelationer
Foto: Ida Fiskaa
Den norske artist kan i dag løfte sløret for sin anden single på engelsk, og der bliver ikke lagt skjul på følelserne.
Den unge nordmand Jon Olav debuterede tilbage i 2017 på sangen “Her Erna”, og efterfølgende udgav han en håndfuld sange der blev skrevet på norsk, med en god sjat humor. Han fik derefter skabt sig et unikt soul-poppet image. Han har siden sin debut haft god vind med sig, og løb oven i købet med titlen som Årets Urørt i 2018 (norsk musikpris, som uddeles til upcoming artister). I starten af året udgav han sangen “I Am the Thing”, som var det første udspil på engelsk. Sangen viste bestemt en anden retning som Jon Olav var på vej hen i.
Nu er det unge talent klar med sin anden single på engelsk “Stupid”, som på mange måder emmer af de samme elementer som den første engelsksprogede sang. Sammen med bløde og dystre synths, får Jon Olavs stemme rigtig god plads, og sammen med den elektroniske vibe, bliver kombinationen til et pragteksemplar af en skøn elektropop-sang med et lidt mørkt twist. Teksten handler om at indrømme overfor sig selv at man har svært ved bestemte ting, især når det kommer til kærlighed. Jon Olav beskriver selv:
– På en måde handler den her sang om processen i at indrømme til dig selv at man er kujon i nogle situationer, og måske især når det kommer til kærlighedsforhold. Det er ikke rigtig en glad sang men heller ikke en trist sang. Den handler også om at finde ud af, at man har nogle urealistiske forventninger når det kommer til forhold, og de frustrationer der følger med.
Hvis du vil lære det norske stjerneskud at kende så kan du læse vores interview med ham, i forbindelse med ugens upcoming her.
Sammen med den nye sang er Jon Olav også klar med en tilhørende musikvideo. Se den, og lyt til sangen “Stupid” her: