FORPREMIERE: Søsterduoen PRISMA leverer en drømmende debut

Foto: Clea Filippa Ingwersen

Den københavnbaserede søsterduo PRISMA melder deres indtog på den danske musikscene med en drømmende debut-single, der hylder det indre legende væsen.

PRISMA er et feminint twist på ordet prisme, og det er netop, hvad grundessensen i PRISMA er: en prisme, hvor de to søstre Frida og Sirid spejler sig i hinanden. På nummeret “Dear Jane” besynger duoen det livlige væsen Jane, der ikke bekymrer sig om hverken samfunds- eller sociale normer. I et forsøg på at forklare, hvem Jane er, fortæller Sirid:

– Vi kender alle sammen følelsen af at have to sider af sig selv. Denne polaritet tror vi skal være mere i balance. I hverdagen bruger de fleste af os hovedet rigtig meget, og vi savner den fysiske leg, som kan få alle til at grine og løsne op for kroppens glæde. Det er dét, Jane står for.

Selvom den lyriske side af nummeret står utrolig stærkt i sig selv, er det dog umuligt at se bort fra den dragende lydside, der emmer af dream-pop. Øregangene frydes over de to søstres sammensmeltende vokaler, der skaber de smukkeste harmonier, mens en lystig basgang akkompagnerer dem. Nummeret fuldendes af sfæriske effekter, klangfulde klaverakkorder og lette guitarstrøj. Tekst og instrumentering kunne passe bedre sammen. »Vores tekster og vokaler er filmens plot og arrangementet er soundtracket,« som søstrene selv siger.

I lyrikvideoen befinder vi os i et abstrakt univers med overmættede og surrealistiske farvekombinationer, mens diverse film, billeder og tegninger flyver forbi lærredet.

Bliv suget ind af den fængende søsterduo på debuten “Dear Jane”:

Tags:
Laura Richter Krarup
Laurakrarup@bandsoftomorrow.com