26 mar FORPREMIERE: OLLIE er klar med forførende single og musikvideo
Foto: Lars Hauschildt
Den ny-opstartede artist OLLIE kan i morgen løfte sløret for sin blot anden single, og vi er stolte af at idag kunne præsentere en eksklusiv forpremiere på sangen og den dertilhørende musikvideo.
I november 2019 debuterede den danske sanger, sangskriver og producer OLLIE med sangen “Bad Girls”, som hun i øvrigt udgav på sit helt eget label Bad Girls Club. Debutsinglen emmer af et farverigt, flabet og legende univers der giver et klart billede af OLLIE, nemlig at hun er en super edgy og karakteristisk selvstændig artist. Og hendes nye single bekræfter os kun i dette.
Det nye nummer “Bullshit”, er som titlen antyder et super kækt og flabet udspil. Dog lyder den mere følsom end debutsinglen. Hun minder os om, at vi skal følge vores hjerter og fejre livet, hvor end det tager os hen. Hendes lyd er præget af gennemførte pop vibes, og hendes vokal guider os igennem den søde tekst fra start til slut. Sangen er endnu en legende og stærk single, der helt klart kan sætte gang i festen, selv i disse festløse tider.
Vi er stolte af at kunne præsentere sangen “Bullshit” for jer, men udover sangen er OLLIE også klar med en tilhørende musikvideo, der også afspejler hendes attituderige karakter, og viser et forførende billede af hende. Der er god grund til at skrue helt op for volumen på den her!
Du kan høre sangen og se videoen herunder: