12 mar Få udvidet din musikalske horisont med Westermans single “Think I’ll Stay”
Foto: Bex Day
Med “Think I’ll Stay” beviser Westerman endnu engang sit værd. Vi forstår godt, at han er så forholdvist populær hjemme i England, og med det nye album er det måske resten af Europas tur til at dåne over den talentfulde sangskriver.
I går udgav den britiske sanger og sangskriver Westerman den første single ”Think I’ll Stay” fra hans kommende debutalbum. Hans seneste EP Ark blev modtaget godt i Storbritannien, og det bliver spændende at høre det kommende album Your Hero Is Not Dead når det udkommer i juni. Om singlen ”Think I’ll Stay” fortæller Westerman:
– Jeg skrev den mens jeg flyttede meget. Jeg tænkte på en tilstand af kronisk smerte, da det startede. Den smerte er en meget specifik type, men jeg tror der er en uundgåelig mængde af smerte, som alle går igennem, bare ved at være i live. En ven snakkede med mig om, hvordan han skulle arbejde indtil han blev 80 år gammel, så hvad er forskellen. I sangen prøver jeg er at sige, at det er det værd at blive. Det er en form for fjollet bekræftelse af ’at være’.
“Think I’ll Stay” er et spøjst stykke musik – på den gode måde – som overrasker, både i forhold til akkordprogressioner, men især i forhold til teksten. Med en blanding af akustiske guitarmelodier og synthede lyde er det et spændende nummer. Der er noget Beck over det lidt finurlige univers og den semi-elektroniske stemme. Hvis man er interesseret i at blive rystet lidt i sin rare musikalske lænestol, så er det nummeret man skal lytte til.
Hør “Think I’ll Stay” her: