27 mar Deeper – Auto-Pain

Foto: Jacob Pesci
Label: Fire Talk Records.
Udgivelsesdato: Fredag den 27. marts 2020

Chicago-kvartetten Deeper er klar med deres andet album. ‘Auto-Pain’ er en refleksion over tilværelsen og mental ustabilitet i en postmoderne tid – men samtidigt også bandets forsøg på at forsone sig med deres guitarist Mike Clawsons tragiske selvmord.

[rwp_box id=”0″]

Titlen Auto-Pain referer tilbage til Aldous Huxleys univers i romanen Fagre nye verden, hvori samfundets borgere indtager stoffet ‘soma’, der gør dem følelsesløse. Deeper drømmer om det modsatte – de vil føle alt på én gang, og det vil de også have lytteren til med Auto-Pain. 

Clawsons’ tragiske selvmord har sat sit tydelige præg på pladen. Tekstuniverset bærer præg af en hjælpeløshed overfor det moderne samfund, og det er tydeligt, at Deeper har den samme følelse af ligegyldighed, som det er typisk for både punk og post-punk. 

Én af de sange, som behandler mental ustabilitet, tankemylder og generel fortvivlelse i den postmoderne verden, er ”Lake Song”. På sangen lyder omkvædet: I just wan’t you to feel sick, hvilket kan ses som et udtryk for, at fortælleren hellere vil føle fysisk frem for mental smerte. ”Lake Song” er drevet af en melodisk synth, et fængende omkvæd og en diskant guitar, der spiller smukke, disharmoniske melodier i mellemspillet.

På ”Willing” bliver de samme temaer berørt, men her handler det om at ignorere tydelige tegn på mental ustabilitet. It’s the times when you wake up with bloodshot eyes, bliver der sunget, og det er tydeligvis inspireret af forfatterens eget liv. Frasen, it’s the willingness to ignore, der bliver gentaget igen og igen, viser, hvordan bandet formår at beskrive svære følelser, på en simpel, men alligevel meget rammende måde. 

På trods af albummets tragiske omstændigheder og et tekstunivers, som emmer af depression, er Auto-Pain dog et frisk pust, som formår at vække en form for håb i en dyster tid. Den drivende, melodiske bas lægger i samspil med det yderst sublime trommespil en solid bund i et meget lækkert lydunivers. Ovenpå dette ligger de to guitarer, som komplimenterer hinanden rigtig godt – både når der bliver sunget, og når et af albummets mange medrivende mellemstykker driver afsted. På de fleste sange indgår der også en distinktiv synth, hvor Deeper har ramt den helt rigtige lyd, der både er behagelig og intens at lytte til.

Genremæssigt placerer Deeper sig i en moderne form for post-punk, og trækker tråde til 70’er-bands som Television og den tidlige version af The Cure. Man kan dog ikke klandre bandet for at hænge fast i gamle dage, for musikken er både frisk, energisk og nytænkende. Generelt er musikken drevet af samspillet mellem de to guitarer og Nic Grohls insisterende vokal. Guitarerne er lige dele punkede og diskante, men de er pakket ind i effekter på en sådan måde, at det aldrig fremstår decideret råt. Grohls vokal balancerer mellem ligefrem punk-attitude og poppet catchiness – og på trods af at han er fra Chicago, lyder hans accent britisk, hvilket gør, at han nogle gange minder om en hybrid mellem Iggy Pop og Robert Smith. 

Med Auto-Pain har Deeper begået et album, som rammer bredt. Hvad end man er til indie-rock, punk eller post-punk med en snert af pop, så vil man kunne finde glæde ved at lytte til deres nye udspil. Man savner måske en smule variation, da lydbilledet generelt er meget ens over hele albummet, men med en spilletid på under 35 minutter, gør det ikke det store.

Ordene herfra skal lyde: bliv hjemme, hør Deepers nye album Auto-Pain, føl din fysiske krop – og hold hovedet højt!