BishBusch – BishBusch

Foto: Albert Hildebrand
Label: Escho
Udgivelsesdato: Fredag den 6. marts 2020

Sløvt debutalbum fra Søren Buschmann Friis, der ikke er det nye skud på den danske pop-stamme, som man kunne have håbet på. 

[rwp_box id=”0″]

Friis har taget kunstnernavnet BishBusch og selv produceret, skrevet og indspillet debutalbummets i alt ni numre, hvoraf “Institution” og “Du ved, det eneste om dig, jeg ved” er blevet udgivet som singler forud for pladen.

Og den lille forsmag vi har fået lyder ganske lovende. Man får associationer til den blomstrende danske indie-popscene med grupper som Barselona, TÅRN og Patina (for bare at nævne nogen) i spidsen som nogle af de mest talentfulde acts i øjeblikket. 

Desværre er resten af albummet ikke helt på samme niveau. Med undtagelse af nummeret “Udekat” er albummet sløvt skuffende. Selvom Friis egentlig har fint styr på det at være solo, er der noget grundlæggende galt med pladens helhed, og den måde den bliver leveret på. 

Friis’ vokal fejler intet, men det er specielt teksterne, der ikke fanger mig. Stemningen er underlig ironisk og lyrikken er flere gange så banal, at det er svært at tage projektet seriøst. Friis synger hovedsageligt om kvinder, kærlighed og om at gå tur med hunden; “Og så gik Molly ud // med sin hund, med sin hund“, fra nummeret “Molly”. På samme måde er nummeret “Stå for skud” med linjen, “Selvom jeg er bundet // kan jeg godt bevæge hovedet” desværre heller ikke noget lyrisk mesterværk – heldigvis for Friis redder hans vokal projektet fra at falde helt til jorden. 

Albummets lyd smelter sammen til en stor humoristisk, parodisk hymne, som man ikke kan lade være med at kigge lidt skævt til. Jeg er med på, at det kan være svært, at vinde de danske indie-fans’ gunst, når føromtalte grupper (Barselona, TÅRN, Patina m.fl.) stormer frem, men ikke desto mindre indeholder Friis’ BishBusch-projekt kun en brøkdel af dét, de netop gør så godt. Efter denne ærgerlige debut kan det være svært at se, hvad BishBusch-projektet skal blive til – andet end en ærgerlig efterligning af indie-miljøets andre store talenter.  

Tags:
Kristian Paris
Kristianparis@bandsoftomorrow.com