fbpx

Redaktionens bud på 11 oversete album gennem tiden

Foto: Charlotte Dos Santos // Eli Salcedo

I en tid, hvor singleudgivelser dominerer store dele af det danske og internationale musiklandskab, hænder det, at fulde album ikke får den opmærksomhed, de ofte fortjener. Redaktionen har kigget i gemmerne og samlet 11 album, der efter vores mening, er nogle oversete perler gennem tiden – og som du med fordel kan gå på opdagelse i, mens du alligevel danderer den hjemme på sofaen.

Mother Love Bone – Apple (1990)

Apple er en utrolig imponerende debut fra Seattle-bandet, som i 1990 kun havde eksisteret i to år. Apple står efter min mening som et sandt mesterværk indeholdende smukke ballader såsom “Crown of Thorns” og galoperende rock’n’roll-inspirerede numre med både lidt grunge og glamrock – som eksempelvis “This Is Shangrila” og “Heartshine”. Pladen var bandets første – men desværre også det sidste. Blot få dage op til udgivelsen døde 24-årige frontmand Andrew Wood af en overdosis. Dette blev ikke bare afslutningen på et alt for ungt liv, men også slutningen for det purunge band. Woods tætte ven, Chris Cornell, dannede kort efter tribute-bandet Temple of the Dog sammen med Mother Love Bones to tidligere medlemmer, Stone Gossard og Jeff Ament, og samme år som Woods død slog Gossard og Ament sig sammen med Eddie Vedder, hvilket blev begyndelsen på Pearl Jam. Apple er altså ikke blot et mesterværk af et fremragende rockband, som desværre fik en al for kort levetid – men også et album, der slog gnister. Ovenstående vidner om, at Apple bestemt ikke gik i glemmebogen – men når dette er sagt, fortjener albummet nyt lys, hvorfor jeg med de varmeste anbefalinger vil opfordre til at udnytte denne tid og lytte pladen igennem fra ende til anden. Er man ivrig efter mere fra Mother Love Bone, kan det anbefales også at lytte til bandets udvidede samling, der udkom i 2016, On Earth As It Is: The Complete Works.

– Valgt af Janne Thaarup Nesting

Neutral Milk Hotel – In the Aeroplane Over the Sea (1998)

Få 90’er-albums nyder samme kultstatus som In the Aeroplane Over the Sea, og det kræver ikke mange minutter i selskab med Neutral Milk Hotel for at høre præcis, hvorfor denne udgivelse er så unik. Hvornår har du måske sidst hørt et album med både sav, zanzithofon og euphonium på instrumentlisten? Fordelt på 11 numre trækker Neutral Milk Hotel lytteren med ud på en sonisk rejse beklædt i et tykt og næsten uigennemtrængeligt lag af distortion og kompression – hvor tematikker som nostalgisk barndom, Anne Frank og absurd surrealisme bliver præsenteret gennem en evigt skiftende strøm af indie-rock, folk, musique concrète, lo-fi, jazz og en fortsat stime af genrer, der præsenteres lige så flygtigt, som de atter forlader os igen. På trods af varierende anmeldelser ved udgivelsen i 1998 skal man i dag grave dybt for ikke udelukkende at støde på topkarakterer til sangskriver og frontmand Jeff Mangums magnum opus. Det stod dog allerede tidligt klart ved udgivelsen, at det var et skelsættende værk, Neutral Milk Hotel havde givet liv til. Og selvom det stadig kun befinder sig i periferien af den brede musikscene, så hører In the Aeroplane Over the Sea ind under kategorien af obskure albums, der har haft uomtvisteligt indflydelse på den moderne musikscene og skabt grobund for bands som Bright Eyes, Arcade Fire og The Decemberists. 

– Valgt af Theis Jehl 

Rest in Beats – Stadig med, stadigvæk (2014) EP

Den dynamiske duo Rest In Beats består af sangerinden Rezwan Farmi og producer Sebastian Rønne. Sammen er de på en længere rejse, der udover at rumme musik i lange baner også har budt på nye udfordringer i form af deres fælles barn, der satte musikken lidt på pause. Duoen har skabt en række forskellige musikalske projekter, der sætter melankoli og dansable rytmer i perfektspænd. Deres første udspil var EP’en Stadig med, stadigvæk, der her seks år efter stadig formår at lyde tidsløs – eksempelvis med åbningsnummeret “Stadig Med”, der giver et godt helhedsbillede af EP’en. Den elektroniske lyd og dragende poesi guider lytteren igennem de fem sange, der på hver sin måde afspejler et gennemført edderkoppespind af elektropop. På EP’en oplever man en utrolig klar sammenhæng mellem numrene, men sangene bringer også noget unikt på hver deres måde. De fem numre bliver båret af Rezwan Farmis helt igennem fejlfri vokal, der understøttes af rumklang, tætte korharmonier og samplede vokal-chops – og det er næsten umuligt ikke at synge med på numrene efter et par gennemlyt. Danmark er efterhånden domineret af elektronisk popmusik, men Rest In Beats’ lyd og tekstunivers er ikke at sammenligne med noget andet på den danske musikscene. 

Valgt af Arense Warny

Hiatus Kaiyote – Choose Your Weapon (2015)

Den Melbourne-baserede kvartet har fået en del international anerkendelse – særligt med debutalbummet Tawk Tomahawk, hvor det ultimative hit “Nakamarra” kan findes. Men Hiatus Kaiyotes 2015-plade har mindst ligeså meget at byde på. Jeg må selv indrømme, at det godt kan være en stor mundfuld at høre de 18 numre igennem, særligt fordi man i første omgang vil blive en smule rundtosset af de mange musikalske skift. Men selvom pladen er så langt væk fra forudsigelig, generisk popkomposition, er der stadig en enorm genkendelighed i de komplekse melodier samt rytme- og temposkift, som gruppen selv kalder “Multi-dimensional, Polyrhythmic Gangster Shit” – noget der fungerer til perfektion på blandt andet “Shaolin Monk Motherfunk” og “Breathing Underwater”. Det er et stort nørdet puslespil, som man kan blive helt tabt i, men når man begynder at se mønstrene, er det en næsten musik-meditativ rejse, at tage på.  

Valgt af Ida Hummelgaard

The Membranes – Dark Matter/Dark Energy (2015)

Det engelske postpunk-band The Membranes har formået at opnå status som et respekteret navn, der uden at være rigtig berømt heller ikke kan klassificeres som decideret ukendt. Alligevel lader de til at være gået den danske musikpresses næser forbi. Bandet – anført af sanger, bassist og anerkendt musikjournalist John Robb – blev dannet i slutningen af 70’erne, og skønt de blev rost af den engelske presse og punkmiljø gik de i opløsning ved udgangen af 80’erne. Gruppens akkumulerede respekt og musikalske kvalitetsniveau gjorde dog, at de i 2009 af bandet Shellac blev bedt om at optræde ved All Tommorrow’s Parties (musikfestival i London). Herefter begyndte The Membranes atter at røre på sig, og i 2015 udgav de comeback-albummet Dark Matter/Dark Energy. Titlen er passende, for denne formfuldendte plade er indhyllet i intens mørke, viklet ind i kuldegysningsfremkaldende støjrock-vibrationer og viser et revitaliseret band, der er deres renommé som undergrundslegender værdigt – og mere til. Selvom Dark Matter/Dark Energy fik superlativer af den engelske presse, så har hverken denne eller nogle af The Membranes efterfølgende udgivelser genereret synderlig megen omtale i den danske musiksfære (jeg har stadig ikke kunnet finde én eneste anmeldelse!). Bandet varmede op for Mark Lanegan på sidste års Europaturné, og fra scenen i Amager Bio kaldte Lanegan The Membranes “ét af de bedste bands nogensinde.” Hvis man vil begynde sit kendskab, så er det (af danske medieøjne) stærkt oversete værk Dark Matter/Dark Energy et oplagt udgangspunkt.

– Valgt af Christoffer Dall

HONNE – Warm On A Cold Night (2016) 

Et klart undervurderet album, som i disse corona-tider fortjener et lyt, er HONNEs debutalbum Warm On A Cold Night. HONNE er en britisk duo bestående af sanger Andy Clutterbuck og producer/multiinstrumentalist James Hatcher. Ordet HONNE er japansk for ‘ægte følelser’, og det sætter rammen for tekstuniverset i stort set alle HONNEs sange – og især på Warm On A Cold Night. Albummet er poppet med klare træk af R&B. Lyden er præget af synthesizers, der bærer sangene med en blød og afslappet fornemmelse. Clutterbucks vokal krydrer den bløde lyd med sin enormt nasale udtale – man skulle næsten tro, at han med vilje indhenter sig en influenza, inden de optager vokal. Det bliver også en smule meget til tider, men hvis man giver sig hen og lader sig forføre af de bløde toner og den romantiske poesi, så suser det en time lange album direkte ind i øregangen. Især vil jeg fremhæve “The Night” – en langsom popsang, men med percussive elementer, der automatisk sætter hofterne i blid rotation.

– Valgt af Stephan Jørgensen

Motorique – Anatomy (2016)

Det danske band Motorique udgav i 2016 albummet Anatomy, der måske for de fleste er ganske ukendt – og det er en skam. Trioen har på det relativt korte album virkelig formået at skabe en beundringsværdig debutplade, der fortjener meget mere opmærksomhed, end den hidtil har fået. Trion har stadig et godt stykke vej til det helt store gennembrud, men med hits som “Surfer”, “Stay Girl” og “Big Boy” fra netop dette album, er de efter min mening ret godt på vej. Motorique har ramt plet med Anatomy, der er et formidabel indierock-album. Som debutudgivelse er det imponerende, hvordan forsanger Lennart Dybdal kan levere en så tilpas underspillet vokal – uden at være ydmyg – og samtidig vække en enorm nysgerrighed i lytteren.  

– Valgt af Kristian Paris

Charlotte Dos Santos – Cleo (2017)

Det er sjældent, at jeg hører et album igennem og med det samme har lyst til at sætte det på igen – men brasiliansk-norske Charlotte Dos Santos’ debutplade Cleo er ét af disse. Fra første lyt er det tydeligt, at det er et tidsløst album, en øjeblikkelig klassiker og en slags musik, jeg aldrig har hørt før. En uforudsigelig fusion af alt fra jazz, soul og til tider cubanske solskins-progressioner a la Buena Vista Social Club, som man særligt mærker på afslutningsnummeret “Its Over, Bobby”. Den talentfulde komponist, der også har studeret på det prestigefyldte Berklee College of Music, har en fuldkommen legende tilgang til melodier og ubegrænset nysgerrighed i nye sammensætninger af lyde. Jeg kan blive ved med at lytte til det her album og stadig finde nye detaljer og finurligheder i arrangementerne. En desværre lidt overset plade på danske breddegradder – men helt klart et lyt værd!

– Valgt af Ida Hummelgaard

Emilie Nicolas – Tranquille Emile (2018)

Har man fulgt med i den norske Netflix-serie Home For Christmas fra sidste år, har man faktisk allerede hørt en lille bid af denne her plade. “Higher Love” er nemlig en del af soundtracket sammen med en række andre skønne sange fra dygtige norske kvinder. Men der er i den grad flere stærke sange på Tranquille Emile, som fortjener lidt mere opmærksomhed, end i hvert fald danskerne har givet dem – og i det hele taget har givet Emilie Nicolas. Lyt for eksempel til numre som “Feel Fine” og “Roots”, der med sit skrøbelige, fine og smukke udtryk får hårene til at rejse sig – eller til “New Shot”, der med sin tunge og bombastiske lyd i hvert fald kryber ind under huden på undertegnede. Tranquille Emile er et pompøst album fyldt med små finurligheder – et album, som virkelig fortjener et lyt, og som man med fordel kan benytte som opvarmning til den kommende plade fra artisten, der lander i slutningen af april. 

– Valgt af Amanda Bloch

ODIE – Analogue (2018)

Mit første møde med ODIEs debutalbum Analogue var via førstesinglen “Little Lies”, der rammer et helt særligt sted i øregangene. Med sin unikke vokal – svøbt i rumklang – leverer den canadisk-nigerianske sanger et gennemført R&B-track, som fremstår så blødt som smør. Med dybe kicks, sommerlige guitarriffs og uimodståelige bastoner har ODIE lytteren i sin hule hånd. Og dette er på trods af, at det talentfulde sangskriver og producer midt i sangen sænker tempoet til slowmotion, så man må trække vejret helt ned i maven for at vedligeholde den harmoni, der allerede opstod ved første takt. Bevæger vi os videre ind i albummet, beskriver tracket “Phenomenon” til perfektion de følelser og tanker, man tackler i sine 20’ere – hvor man den ene dag vil ændre verden og den anden dag bare vil dase i sofaen. “Northface” fortsætter i samme fortælling med et opløftende beat og ørehængende melodier. Har du brug for at føle dig uovervindelig? Så er “Faith” dit track. Her leveres det bedste fra begge verdener bestående af dansable afrobeats i et unikt mix med pop-house. Der er altså tale om et album spækket med blød R&B, lækre rapflows og relaterbar lyrik. Er interessen vakt, så er det også netop nu, du skal dykke ned i det hypnotiserende album, da ODIEs seneste singleudgivelse “Slowly” tyder på, at der endelig er mere ny musik på vej. 

– Valgt af Laura Krarup

LÉON – LÉON (2019) 

LÉON er måske ikke et fuldkommen ukendt navn i Danmark, da mange nok kender hende fra det populære track “Tired of Talking” fra 2015 eller “Surround Me” fra 2017. Men det seneste album LÉON, som faktisk også er artistens debutalbum, har alligevel ikke fået super meget opmærksomhed herhjemme – på trods af, at det efter min mening i den grad fortjener det. Er man til velskrevet, ørehængende popmusik lige efter bogen, skal man kaste sig over LÉON, og det kan kun gå for langsomt. Albummet rummer den ene banger efter den anden, som både kan sætte gang i de fleste fester, eller i disse corona-tider fungerer som det perfekte soundtrack til lørdag aften foran spejlet med en hårbørste som rekvisit. Og som på et klassisk popalbum er der selvfølgelig også gjort plads til et par catchy ballader. “Falling”, “You And I” og “Baby Don’t Talk” er blot tre eksempler på numre, man bør tilføje til sin playliste, men om ikke andet er det en god start, hvis man er tændt på at gå på opdagelse i LÉONs univers. 

Valgt af Amanda Bloch