23 mar Ugens Upcoming: PRISMA
Foto: Clea Filippa Ingwersen
Denne uges upcoming er den danske søskende-duo PRISMA, der debuterede i fredags med sangen “Dear Jane”.
På trods af at duoen PRISMA blot har udgivet en enkelt sang, har de gjort stærkt indtryk. Sangen “Dear Jane” er en interessant single, der hurtigt har dannet os et billede af deres lyd og dem som kunstnere. Sangen bevæger sig et melankolsk rum, båret af klaverakkorder og elektroniske elementer. Det er især vokalerne som skinner igennem, og deres harmonier skaber et drømmende udtryk. Deres første udspil er altså et lyt værd, og gør os spændte på, hvad fremtiden vil bringe på musikfronten for de to søstre Frida og Sirid. I denne uge er de vores Ugen Upcoming, og du kan lære dem meget bedre at kende lige her:
Hvem er PRISMA?
Vi er to søstre der spiller melankolsk indie (drømmerock) med en kant af støj. I vores projekt omfavner vi mange af de mere dystre og dybe følelser og tematikker i livet. Vores vision er, at trække lytteren ud af hverdagens stress og skabe et rum, hvor der er plads til eftertænksomhed og nærvær.
Hvordan vil i beskrive jeres lyd?
Vores numre er meget sfæriske, og er primært bygget op omkring vores flerstemmige vokaler. I den instrumentale del ønsker vi at skabe stemninger og flader med f.eks. storladne og fyldige guitar-roller, simple instrumentale melodier og rytmer.
Hvordan startede I?
Vi startede i 2015 som et hobbyprojekt. Vi hyggede os med at lave cover sange af bla. The raveonettes mm. hjemme på teenage-værelserne, men fandt hurtigt ud af, at det var federe at lave vores egne sange. Derfra fik vi opbygget et lille repertoire, som vi optrådte med på de små scener i barndomsbyen, Odense.
Kan I fortælle lidt om den proces, der foregår, når I skriver musik?
Sirid starter altid ud med at lukke sig inde på sit værelse i et døgns tid og kommer ud med en skitse, som vi sammen tager med videre i studiet. Her starter en ny proces med vores producer, hvor vi prøver at skabe det univers nummeret kommer bedst til udtryk i. Det er en musikalsk legeplads, hvor mange ting og idéer prøves af.
Hvilke musikere har haft størst indflydelse på jeres lyd?
Vi har fundet meget inspiration hos artister som bl.a. The Raveonettes, Agnes Obel, Trentemøller, AURORA og The xx. Derudover har vi begge sunget i kor og spillet i symfoniorkester, og har fra den tid også fået inspiration fra den klassiske verden.
Hvad er der på pladespilleren lige nu?
For tiden hører vi rigtig meget Agnes Obels nye album, AURORA, Trentemøller, Bremer/McCoy, Tame Impala, Cigarettes After Sex, School of X og Susanne Sundfør.
Hvad er I i gang med lige nu? (på musikfronten)
Vi udgav vores første single, Dear Jane, den 20. marts, hvilket vi har glædet os rigtig meget til. Derudover er vi ved at færdiggøre et håndfuld sange, som forhåbentlig skal blive en til EP. Og så er vi i fuld gang med at øve op til kommende koncerter.
Hvad er drømmen?
Drømmen for PRISMA er, at få skabt et anderledes rum og univers, som tager lytteren med på en musikalsk rejse tilbage til glemte følelser, et sted hvor man kan komme og bare være. Men med dette drømmer vi selvfølgelig også om at spille Roskilde Festival og at musikken bliver en levevej.
Hvis I kun måtte vælge én af jeres sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?
Da vi indtil videre kun har udgivet én sang, synes vi da helt bestemt, at de skal lytte til den, og glæde sig til endnu mere musik fra os i 2020.
Hvis jeres musik var en drink, hvilken ville den så være?
White Russian – dyster men lækker.