fbpx

Single-aktuelle Gurli Octavia serverer selvrealiserende ærlighed på “Drinks”

Foto: Sarah Buthmann

Den talentfulde musiker Gurli Octavia er single-aktuel, og varsler med dagens track, et kommende album. Med sin fjøjlsbløde, melankolske vokal og sine opløftende beats, er hun for alvor klar, til at indtage den danske musikscene.

»Drinks er et symbol på en frigørelsesproces, hvor jeg har taget styringen« fortæller Gurli Octavia selv om sin tryllebindende nye single “Drinks”, der netop er udkommet.

Gurli Octavia er et lovende navn på den danske musikscene, og varsler et nyt album til efteråret. På det kommende album, har Gurli været inde over produceringen på hver enkelt track, og numrene er enten co-produceret eller kun produceret af Gurli selv. På singlen “Drinks” skinner autenciteten og originaliteten stærkt igennem. Vokalen optog hun for første gang gennem et headset midt om natten, og den optagelse endte med at komme med på det endelige mix af singlen, hvilket kun styrker den autencitet og melankoli, som nummeret allerede emmer af. Beatet er opløftende og forfriskende trods det seriøse budskab, og Gurli Octavia formår altså at levere skarpt på alle kanter, med en insisterende puls, en fløjlsblød vokal og en håbefuld tone. Om nummeret fortæller Gurli selv:

– Jeg var et sted, hvor jeg ikke havde det sindssygt godt, og det var bare en sang, jeg virkelig havde brug for at skrive. Sangen handler om at ville trække sig selv op af et hul, og om hvor magtesløs man kan føle sig i det. Samtidig med, at man konstant føler, at man skuffer de folk, som prøver at hjælpe en.

Gurli Octavia har været deltager på b-groups kursus ‘Innovative Artist Academy’, baseret i Roskilde, hvor artister lærer, hvordan man får foden ind i musikbranchen, samt hvilke værktøjer og personer, der er nyttige at kende til. Du kan læse mere om kurserne der tilbydes her.

Og så skal du selvfølgelig give Gurli Octavias weekend-vibe “Drinks” lige her:

Laura Richter Krarup
Laurakrarup@bandsoftomorrow.com