10 mar 10 hurtige til Uimodståelige Samzara
Foto: Juliane Greve Kipp
Lørdag den 21. marts indtager Samzara Musikhuset i Aarhus i forbindelse med Bands of Tomorrows Uimodståelige. Vi har bedt bandet færdiggøre 10 sætninger, så man kan få et indblik i, hvad man kan forvente af koncerten.
Vi var vilde med det aarhusianske band Samzara allerede fra deres første udgivelser tilbage i 2016. Snart er de klar med deres debut-EP, hvilket vi glæder os enormt meget til, men vi trækker endnu mere på smilebåndet over, at trioen skal spille til Bands of Tomorrows Uimodståelige med føl som lørdag den 21. marts. Lær lidt mere om det talenfulde band her:
1. Vores musik er…
– Energisk, melodisk, rå og ærlig.
2. Vi begyndte at lave musik fordi..
– Vi startede Samzara, da vi var 18 år gamle, fordi vi gerne ville være i et band og skrive musik på vores egen præmisser.
3. Vi finder inspiration i…
– I alle mulige forskellige ting; hverdagen, personlige oplevelser, de ting der nu engang former os som mennesker.
4. Den bedste koncert, vi nogensinde har været til, var…
– Martin siger, at hans vildeste koncertoplevelse var Lamb Of God på Roskilde Festival. Olivers var Pom Poko på Reepherbahn Festival i 2018.
Victor siger: My Bloody Valentine, det var så højt, at jeg kunne mærke musikken mere end jeg kunne høre den.
5. Det vildeste sted, vi kan forestille os at spille, er…
– Det er en rigtig lang liste, som selvfølgelig indholder Roskilde Festival, men lige nu og her går vi og drømmer om at komme til udlandet og spille.
6. Hvis ikke vi var musikere, ville vi være…
– Martin ville nok købe en fiskekutter og flytte til Norge med sin kæreste, hvor han ville arbejde som snedker.
– Victor ville være kunstmaler og bo i et varmt land, eller tage med Martin på ekspedition til Norge.
– Oliver ville være filminstruktør og bo i L.A.
7. Vi drømmer om…
– At kunne blive ved med at skrive, udgive og optræde med vores musik. Det betyder utrolig meget for os, at det kan lade sig gøre, og hvis vi kan blive ved med det resten af livet, ville vi være glade.
8. Det vigtigste for os, når vi spiller live, er…
– At røre vores publikum og give dem en intens oplevelse. Man skal helst som publikum gå hjem med en følelse af, at have været hele følelsespaletten igennem.
9. Når folk lytter til vores musik, skal de…
– Gøre lige hvad de har lyst til, lade det røre dem, hvis det kan. Det bedste er, når folk tager stilling til om de synes, at det er noget lort eller om det er noget for dem.
10. Til vores koncert på Musikhuset kan man forvente…
– At blive taget med på en rejse.
Du kan finde den officielle Facebook-begivenhed her. Varm op til koncerten med denne stripped udgave af “Think Back”. Vi glæder os!