09 mar 7 koncerter du skal glæde dig til på Walthers Musikcafé i foråret
Foto: Soleima // Darren Ankenman
Sponsoreret af
Siden sommeren 2012 har Walthers Musikcafé åbnet dørene for folket i Skanderborg og præsenteret en bred skare af kunstnere i alt fra rock-, pop- og hiphopgenren. Vi har samlet 7 acts fra programmet i foråret, så du kan få både dit pop–fix og opleve en god omgang indierock.
Dusin
Hvornår: lørdag den 14. marts
Den dynamiske pop-duo Dusin, drager ud på albumturné og lægger i den forbindelse også vejen forbi Walthers. Deres album Ærlige Løgne udkom sidst i januar, og er prydet med enkle produktioner og et ærligt og ungdommeligt tekstunivers, hvor musikerne har forfinet deres elektropoppede nordiske lyd, til noget der er meget unikt for dem. Vi tog i efteråret en snak med de unge drenge, hvor vi blandt andet kom ind på drømmen om en Taiwanturné – varm om til koncerten med interviewet her.
Alexander Woods
Hvornår: Lørdag den 21. marts
Vi har tidligere kaldt Alexander Woods et frisk pust til den danske musikscene med sin mere organiske akustiske lyd – som han blandt andet viste på nummeret “Undone and Hollow“. Musikken er ambitiøs og emmer af overskud imens frontmandens overlegne vokal drager lytteren. Så hvis man er til engelsksproget pop med brede korarrangementer og melodisk guitar ala Alex Vargas, så er det helt sikkert Alexander Woods med band man skal høre på Walthers i slutningen af måneden. Man kan forhåbentlig glæde sig til, at høre nogle af de nye numre fra Woods’ kommende debutalbum.
Verdens Sidste Idé
Hvornår: Fredag den 27. marts
Bandet Verdens Sidste Idé debuterede med sangen “Hey, Præst” i 2018, og har siden da udgivet en håndfuld lækre singler – senest den poetiske sang “Følelsen findes (ikke mere)”. Bandets lyd emmer af storslåede post-rockede vibes med bærende trommer og gennemtrægende blæsere. Deres sange er kraftfulde og de gennemførte tekster danner rammen om bandets helt unikke univers. Man kan, udover koncerten på Walthers Musikcafé, glæde sig til gruppens kommende album Den Indre By, hvis tema omhandler flyttet fra provinsen til storbyen – og mon ikke de giver en smagsprøve til koncerten?
Soleima
Hvornår: Lørdag den 4. april
Danske Soleima har siden sin tid som forsanger i Flødeklinikken bevist, hvorfor hun også fortjener en plads på den danske musikscene som solo-artist, med sin udefinerbare alternative pop, der klinger af håb og nostalgi på samme tid. Hendes distinkte vokal skiller sig ud, og karakteriserer de ørehængende numre, der syder og bobler i elektroniske dansable produktioner. Vi spår derfor, at det bliver en ren dansefest med stor mulighed for at skråle med på de sjælfulde tekster, når Soleima indtager Walthers Musikcafé.
AUFORI
Hvornår: Torsdag den 9. april
Det danske band AUFORI debuterede med albummet Runddans i 2018, som var en samling af dansksprogede sange, der på alle måder gik lige i hjertet. Deres indie-singer-songwriter univers, danner rammen om smukke tekster, der bliver leveret af deres utrolig dygtige forsanger Amanda Bøg. Den poetiske lyrik bliver understøtter af markante ukulele akkorder, der tilsammen danner et meget indbydende lydbillede. Kvartettens uimodståelige lyd vil højst sandsynligt imponere de nysgerrige og musikinteresserede gæster på Walthers Musikcafé til april.
jung (Udsolgt)
Hvornår: Lørdag den 18. april
Trioen jung er med kun tre udspil allerede godt i gang med karrieren. Bandet, der består af Jonas Jung på sang, Michael Hovmand på keyboard og Sigurd Boesen på guitar, laver 80’er inspireret dansksproget rock, som spænder bredt og har en meget folkelig lyd. Det har allerede nu gjort det unge band med de sangbare hooks, populære på tværs af Danmark. Jonas Jungs helt specielle og meget modne stemme, er et af bandets store forcer, og det bliver nok svært at stå stille til de ørehængende omkvæd, når gruppen indtager spillestedet i Skanderborg. Vi er i hvertfald sikre på, at trioen vil skabe en stærk fællesskabsfølelse med deres sjælfulde tekster. Så kom og skrål med!
KaRAMbole
Hvornår: Lørdag den 25. april
Skal det være så upcoming som det overhovedet kan blive, og vil man gerne opleve det musikalske landskab i og omkring Skanderborg, så er det arrangementet KaRAMbole, man skal komme til. En aften med en masse unge bands i aldersgruppen 12-20 år, der både spiller originalt musik men også covermusik, lægger vejen forbi Walthers. Det er en aften i vækstlagets tegn og vil man have fingeren på pulsen, er det stedet man skal være.