05 feb Liam Gallagher – Forum Black Box, København
Foto: Tom Beard
Venue: Forum Black Box
Dato: 04.02.20
Med habil stemme og en solid hitparade kom Forum, trods et noget ujævnt stemningsgrundlag, til vellykket rockfest med lunefulde Liam.
I løbet af de seneste måneder er jeg flere gange stødt på samtaleemnet ”rock’n’roll”. Nærmere bestemt rock’n’rolls værdi, status og ikke mindst tilstand i den samtidige populærkultur. Jeg er selv af den overbevisning, at rockmusikken ikke er udryddelsestruet. Skønt at det i disse tider kræver et større udgravningsarbejde under hitlisternes overflader at finde frem til dens værdige repræsentanter, vil den engagerede rockentusiast immervæk finde frem til dem. Jeg tror derimod, et vigtigere spørgsmål er, hvor meget egentlig rock’n’roll, der er i tidens rockmusik. Forstået således; hvor meget egentlig fare, vildskab, befrielse og beruselse rummer tidens rockmusik? Dette er en tanke, jeg hyppigt har gjort mig, og ved aftenens ganske veludførte koncert med Liam Gallagher blev den atter svær at ignorere.
Opvarmning med smag af blod
Klanerne er samlet i Forum. Fadølsdrikkende, modefrisure- og/eller bøllehatbærende samt paisleyskjorte eller baggy sweater-iførte mænd og kvinder (mest det første) fra samtlige af livets stier og perioder har indfundet sig foran scenen. De bekender kulør på hver deres måde, som det er kutyme for fans af britpop. Jeg føler mig næsten som en forræder for at have efterladt min grønne parka i garderoben. Stemningen er god, våd og passende til aftenens hovednavn. Først skal vi dog en tur igennem Iceages mere dunkle og sardoniske rockunivers.
Af ukonkrete årsager mistede jeg desværre interessen for det danske post-punk-ensemble for nogle år siden. Alligevel er det fedt at se sekstetten (komplet med selvstændig tamburinspiller) levere en effektiv optræden, der, uden dog at nå rigtig ud over scenekanten før til allersidst, får aktiveret noget makabert i æteren. Med undtagelse af frontmand Elias Rønnenfelt, er bandet lige så standhaftige og kyniske i deres fremtoning og lige så stramme om end slaskede i deres spil som sædvanligt. De skal først varme sig selv op, men så opbygger de også deres karakteristiske sakrale og dæmoniske stemning. Det er svært at lytte med uden at ænse den kobberagtige smag af blod, og så længe dét er tilfældet, løkkes Iceage med at være Iceage.
Stærk stemme jagter en bold
Parkaben himself, Liam Gallagher, træder ind på scenen kl. 21.00 og indleder naturligvis seancen med Oasis-klassikeren ”Rock’n’Roll Star.” Salen er tændt fra start, og alt er mere eller mindre ved det gode gamle angående aftenens hovedfigur: Gallagher har sin karakteristiske positur kørende, sin parka, sin swagger og sin f***-you-attitude. Det hele fungerer bare. Det er en kendsgerning, at hans vokal siden 00’erne har været af svingende kaliber og helbred, men i aften går den stærkt igennem med et tilpas blandingsforhold af hæshed og rene klange udført med umage og endda lidt overskud. På solonumre som ”Wall of Glass” og ”For What It’s Worth” formår Gallagher på en cool måde at manøvrere udenom de lidt for høje toner, tilpasse sig og omdanne dem til dybere snærende versioner. Alt i alt føles det som en frontmand, der med tiden er modnet og blevet sig sine svagheder lige så bevidste som sine styrker. Det er bestemt et plus.
Aftenen byder på en god portion Oasis-baskere. Jeg ville selv gerne have hørt lidt flere solonumre, da disse sagtens kan stå på egne ben i koncertsammenhæng. Det beviser særligt ”Once” fra Why Me? Why Not. Det er dog en detalje. Der er egentlig kun to deciderede svagheder, der præger aftenens rockbal. For det første er bandet, skønt velspillende, lidt for stive og mekaniske. Læderjakker og solbriller bringer dig kun så langt, når armbevægelserne er så små og anslagene så forsigtige, som det flere gange er tilfældet. Dette bliver dog afhjulpet en smule, når den oprindelige Oasis-guitarist Paul ”Bonehead” Arthurs slutter sig til besætningen, hvilket heldigvis er tilfældet på samtlige Oasis-numre.
For det andet virker Gallaghers vibe lidt ustabil. Hans energi og fokus synes at gå op og ned, og når den er nede, kan det mærkes, hvor jeg står. Flere gange lader han til at klage over sine monitorer eller sin mikrofon, og det virker ikke som om, at han rigtig finder fred på sin post før koncertens sidste del. Jeg mindes et citat fra den glimrende Oasis-dokumentar fra 2019 Supersonic. Her fortæller storebror Noel om Liam, at ”jeg er mere som en kat, og han er mere som en hund. Han har brug for nogen til at smide en bold, han kan jagte.” Jeg tror, der er meget sandhed i dette. Liam er den slags performer, der næres af sit selskab, og derfor har han lettere til at virke retningsløs, når hans omgivelser er så lidt i stand til at yde modspil og give anledning til leg. Her taler jeg særligt om bandet. Igen afhjælpes dette af Boneheads tilstedeværelse. Han burde være konstant medlem af livekonstellationen.
Liam Gallagher er på mange måder én af de sidste nulevende rockstjerner, der helhjertet dedikerer sig til idéen om, at rock’n’roll er nødt til at være en livsstil såvel som en genre. Det faktum, at han i 2020 er mere moden og magelig er der ikke noget at sige til. Ikke desto mindre lader manglen på egentlig vildskab, ravage og fare sig bemærke, de gange hans kontrollerede aura krakelerer og fokus flakker. Når det så er sagt, er Liam Gallagher version 2020 en performer, der formår at give folk, hvad de vil have på den ene eller anden måde. Efter en seriøs hitparade af en afslutning bestående af ”Live Forever, ”Acquiesce”, ”Roll With It”, en nedbarberet ”Champagne Supernova” og ”Cigarettes And Alcohol”, er det tydeligt, at mandens stålsatte dedikation til de forenende, befriende og fornøjelige aspekter af rock’n’roll stadig er intakt. Når dette er tilfældet, og når den gudsbenådede stemme er i så fin form, er det svært at være rigtig skuffet.
Gallagher kom under ”Champagne Supernova” med en reference til Jimi Hendrix: »Not necesserily stoned, but beautiful – thank you!« Jeg fristes til at opsummere koncerten med samme melding, for hvad det er værd.
