fbpx

Koncertanbefalinger // Uge 9

Foto: Ásgeir // Anna Maggy

Denne uges koncertanbefalinger byder på alt lige fra nordisk folk-musik til eksperimenterende elektroniske genrebrydere. Vi har samlet en masse forskellige oplevelser, så hvad enten du er til følelsesladne kompositioner, eller energiske synths, vil der forhåbentlig være noget for dig i blandt.

Ásgeir – Store VEGA

Hvor: Store VEGA
Hvornår: onsdag den 26. februar

Det islandske fænomen Ásgeir bringer sin tryllebindende nordisk infiltrerede musik til både Store Vega og Voxhall i denne uge, efter udgivelsen af hans album “Bury The Moon”, samt den islandsk-sprogede version “Sátt”. Sangskriveren er nemlig kendt for at udgive sine sange på både engelsk og islandsk – og begge versioner er altid lige magiske på hver sin måde. Med sin karakteristiske bløde vokal vil Ásgeir uden tvivl lægge Store Vega i dyb trance med sine rørende numre, når han imorgen gæster den store sal. Inden koncerten har vi fået mulighed for at tage en snak med islændingen, og vi glæder os til at dele det interview med jer i den nærmeste fremtid.

Calby – JOURNEY Fest x Thorvaldsens Museum

Hvor: Thorvaldsens Museum
Hvornår: onsdag den 26. februar

Intet er overladt til tilfældighederne, når det gælder Calbys musik. JOURNEY Fest afholder imorgen en popup-koncert på Thorvaldsens Museum, hvor Mik Thybo – manden bag Calby – vil medbringe sin tidsløse musik, og spille op til dans. De stærke sange skriver Calby selv, og derefter produceres de i samarbejde med Magnus Larsson – bassist i Lukas Graham. Sangene indspilles på spolebåndoptagere og rørmikrofoner, for at skabe en helt unik lyd og stemning. Kunstnerens debutsingle scorede sig pladsen som Ugens Uundgåelige på P3 – og vi bed også på, da “The Everyday Bit” ramte streamingtjenesterne. Der er altså garanti for en helt unik musikalsk oplevelse i morgen, når Calby gør oprør mod tidens elektroniske pop-tendenser.

ARES + HVEM – URBAN 13

Hvor: URBAN 13
Hvornår: fredag den 28. februar

Endnu en gang bliver der spillet op under Bispeengsbuen, når URBAN 13 afholder fredagskoncert. Denne gang er det der to uimodståelige powerpop-duoer på programmet, som begge har et ry for at levere magiske og energiske live-optrædener. Det er ikke længe siden at HVEM debutterede med singlen “Alt på spil” – og i den forbindelse var vores “Ugens Upcoming”, og der er lagt op til storslåede kompositioner fra dynamiske duo. Aftenens andet act ARES har også længe været i vores radar, som et spirende dansk band, og de to kvinder bag bandet imponerede os med deres liveset til Blossom Festival, der udspillede sig forrige fredag på Pumpehuset. Der er altså to store oplevelser i vente under buen på fredag.

HARKO – Stengade

Hvor: Stengade
Hvornår: fredag den 28. februar

2020 har allerede budt på to singleudslip fra det københavnske band Harko, og på fredag spiller de deres største headliner-koncert nogensinde på Stengade i København. Bandet har allerede overbevist os om, at de fortjener en veletableret plads på den danske musikscene, og var tilbage i december vores “Ugens Upcoming”. Lyden er forfriskende og undersøgende, med et gennemgående tema om det overjordiske, og man svæver blidt til lyden af den klangfulde vokal. Det bliver med garanti en energisk koncert fra det alternative popband på Stengade denne fredag.

First Flush (Support: Jenny) – Hotel Cecil

Hvor: Hotel Cecil
Hvornår: lørdag den 29. februar

Vi har rådet jer til at holde øje med First Flush i 2020, og det var ikke uden grund. Den danske kvartet er kendt for deres eksperimenterende beats, og det er svært at udpege og definere bandets lyd, uden at komme omkring mindst 10 forskellige genrebetegnelser, hvilket måske er et tegn på, at ‘genre’ er ved at blive et uddateret begreb i den moderne musikindustri. Vi ser frem til at bandet medbringer ny musik til koncerten på lørdag – og så er det en fornøjelse at se, at det fremadstormende band Jenny spiller support for bandet I forbindelse med denne optræden bad vi First Flush om at færdiggøre vores “10 hurtige”, og du kan læse resultatet her.

Gå heller ikke glip af:

CAPYAC (Support: Vic Tayla) – Ideal Bar, tirsdag den 25. februar
Sofia Hedia – Atlas, torsdag den 27. februar
School of X (Support: Dirk Bike) – Hotel Cecil, fredag den 28. februar
De Må Være Belgiere – Atlas, fredag den 28. februar

Laura Richter Krarup
Laurakrarup@bandsoftomorrow.com