fbpx

Koncertanbefalinger // Uge 8

Foto: FAVOR & LOLA // Kia Hartelius og Olle Häggberg

Denne uges koncertanbefalinger byder på alt lige fra blød indie pop til canadisk post-punk, og derudover kan man også finde vores helt eget event. Vi er samlet en masse forskellige oplevelser, så hvad enten du er til melankolsk indie, eller hårde trommer, vil der forhåbentlig være noget for dig i blandt.

Vinterjazz: Bona Fide

Hvornår: Torsdag den 20. februar
Hvor: Huset-KBH

Duoen Bona Fida, som består af sangeren og guitaristen Sofia Luna og guitaristen Emil Palme, har netop udgivet deres album Yield. På albummet viser de et helt originalt lydbillede. Sangene danner rammen om et gotisk univers, og episke fortællinger. Med den simple og velproduceret lyd og Sofia Lunas helt igennem fejlfrie vokal, bliver albummet til en rørende oplevelse. Deres klang er dragende og teksterne er sårbare, og derfor kan man heller ikke rigtig undgå at lave sig rive med når man lytter til deres musik. Live håber vi på, at der vil blive skabt et smukt rum, i selskab med Bona Findes melankolske melodier. Der er altså derfor god grund til at svinge forbi Huset i København når duoen indtager scenen.
Koncerten er en del af den landsdækkende festival Vinterjazz. I år fejrer festivalen 20-års jubilæum og finder sted fra den 6. – 29. februar 2020.

YHC Vinterfestival

Hvornår: Fredag den 21. februar – Lørdag den. 22 februar
Hvor: KU.BE

Det er andet år i træk, at Yellow House Collective afholder YHC Vinterfestival i kulturhuset KU.BE’s smukke arkitektoniske rammer. Med 16 specialdesignede koncerter, samt fællesspisning og kunstprojekter kan man forvente to dage i rigtig godt selskab. Nogen af de navne som vi især glæder os til skal fylde KU.BE med smukke toner, er blandt andet ZAAR. Hendes helt særlige lyd er bygget op af kontraster, hudløst ærlige tekster og agressive beats, som forhåbentlig bliver en smukt live-oplevelse. Man kan også opleve den spirende artist Magnus Tempels, som med sine blot to udgivelser har skabt et helt unikt elektro-poppet univers, som forhåbentlig kommer til at stå stærkt i KU.BEs rammer. Den 22-årige sangskriver og producer Faber, kan man også opleve til vinterfestivalen, og hun har gjort os totalt bløde i knæene med sit originale lydunivers og poetiske tekstbillede. Den spirende artists lyd er eksperimenterende og personlig, hvilket gør hendes musik til noget helt særlig, som man helt sikkert burde opleve live til festivalen. Der er altså god grund til at tage forbi Frederiksberg når weekendens Vinterfestival skydes i gang.

Half Moon Run – Store VEGA

Hvornår: Lørdag den 22. februar
Hvor: Store VEGA

Det canadiske band Half Moon Run gæster Danmark for første gang siden 2015. Siden deres debutalbum Dark Eyes udkom i 2012 har de bestemt haft god vind i ryggen. Senest har bandet udgivet albummet A Blemish in the Great Light i efteråret 2019. Vores anmelder var mildest talt begejstret for albummet. Deres helt igennem storslåede instrumentale præstationer, er bygget op om et komplekst indie-pop inspireret univers. Deres seneste album er utroligt velproduceret, og det er bygget op af en stærk vokal, skarpe harmonier og opbyggende arrangementer, som tilsammen skaber rammen for deres lyd. Deres sang “Favorite Boy” fik endda en plads på vores liste over de bedste internationale sange for 2019. Vi håber på en storslående oplevelse når Half Moon Run gæster Store VEGA.

Pottery – Ideal Bar

Hvornår: Søndag den 23. februar
Hvor: Ideal Bar

Det by:Larm-aktuelle band fra Canada Pottery, er et klassisk eksempel på et gennemført post-punk band. Bandet debuterede så sent som i foråret 2019 med singlen “Hank Williams”, og senere udgav de, som navnet også hentyder, deres debutalbum “No.1”. Deres lyd er primært båret af trommer, gennemtrægende guitarriffs og tung bas. I starten af året gav vi bandet 10 hurtige, hvor gruppen selv beskrev, at de finder deres inspiration igennem deres venner og folk omkring dem. Man kan også finde bandet på vores guide over 20 internationale navne man bør holde øje med i 2020. For punk-elskere, er Pottery et stensikkert match, og da vi så dem spille på The Great Escape 2019 var vi heller ikke i tvivl om, at vi glædede os til at følge dem fremover. Der vil altså være god grund til at svinge forbi Ideal Bar når post-punk bandet indtræder scenen.

Bands of Tomorrows Uimodståelige – Musikhuset Aarhus

Hvornår: Søndag den 23. februar
Hvor: Musikhuset Aarhus (caféscenen)

Vores helt eget event Bands of Tomorrows Uimodståelige bliver for første gang afholdt i Aarhus. Vi udvider det succesfulde koncept, som i flere år har været afholdt i Pumpehusets Byhave, med fire koncertdage løbende fra februar til og med maj. Den første dag bliver i selskab med den danske R&B-gruppe LOLA, som med sine soulede toner og sensuelle beats kommer til at lyse en ellers kold februar-søndag op. Trioen blev dannet i 2017  og med tre skønne singler, som alle udkom i 2018, blev vi mere og mere spændte på at se, hvad de ellers havde af planer for fremtiden. I efteråret udgav de deres debut-EP Look At Us Know, som er fyldt til randen med catchy melodier og smuk instrumentering. Da vi gav LOLA 10 hurtige i forbindelse med koncerten, beskrev de hvordan koncerten forhåbentlig vil tage dig igennem hele følelses registeret. Derudover gæster danske Jeppe Gade, bedre kendt som Favor, også scenen i Musikhuset. Han debuterede tilbage i 2018, og har siden da udgivet to singler og en EP, som alle emmer af lækre synths og ikke mindst den skønne vokal leveret af Jeppe Gade. Der er god grund til at glæde sig når han kommer til at fylde bygningen med sin indie-disco-inspirerede lyd. I slutningen af januar udgav Favor sin seneste single “Feeling Something” fra hans kommende debutalbum, som i glæder os meget til at høre live. Vi gav Favor 10 hurtige i forbindelse med denne optræden hvor han blandt andet fortalte at han for første gang kommer til at spille med ‘et nyt album i posen’. Vi er stolte af at kunne præsentere de to artister til Bands of Tomorrows Uimodståelige og du kan læse mere om eventet lige her.

Gå heller ikke glip af:

Bette – Lille VEGA, torsdag den 20. februar.
Seafret – Pumpehuset, torsdag den 20. februar.
Artists In The Spotlight præsenterer: “Ladies Night – A Celebration of Women in Music” – Råhuset, fredag den 21. februar.
Journey FEST: (Sandy) Alex G + Vegyn + Dirt Bike, Lille VEGA, fredag den 21. februar.
Journey FEST: The Comet Is Coming, Blanck Mass, X/Yde + Agnes3000, lørdag den 22. februar.

Poliça feat. VEGA|ARTS, Lille VEGA, mandag den 24. februar.

Arense Elvira Riis Warny
Arensewarny@bandsoftomorrow.com