28 feb Hyundai Nordic Music Prize 2020: Og vinderen er…
Foto: Hildur Guðnadóttir // Timothée Lambrecq
Den islandske scar-vinder Hildur Guðnadóttir løb med sejren for bedste album med sit soundtrack til TV-serien ‘Chernobyl’.
Traditionen tro uddeles prisen Hyundai Nordic Music Prize igen i år på by:Larm Festival. Prisen, der er Nordens pendant til den britiske ‘The Mercury Prize’, blev for niende gang uddelt, hvor dette års jury bestod af både nordiske og internationale musikkritikere.
Fra Danmark var både popkometen Jada nomineret med sit debutalbum I Cry A Lot og dertil den eksperimenterende kvintet Lowly med det anmelderroste Hifalutin – og Lowly fik da også én af de to ‘honorable mentions’, som trommeslageren Steffen Lundtoft kom op og takkede for.
Juryens anden ‘honorable mention’ gik til Erlend Apneseth Trio with Frode Haltli for albummet Salika, Molika. Erlend Apneseth fik også startet uddelingen godt ud med en solo-optræden på det traditionelle norske instrument fidel.
Den store vinder blev dog (ikke overraskende) den islandske komponist Hildur Guðnadóttir med albummet Chernobyl, som juryen beskrev med de rosende ord:
– Whilst this music subtly and powerfully evokes the terror and melancholy of the events it describes, this also stands entirely alone as an immersive, eerie and beautiful composition built from sounds entirely recorded on location in the field.
Den taknemmelige kunstner fik oven i den prestigefyldte pris også et ‘beskedent’ beløb på 100.000 norske kroner med på vejen.
De 12 nominerede var:
Danmark: Jada, Lowly
Finland: The Hearing, STINAKO
Island: Hildur Guðnadóttir, Cell7, Countess Malaise
Norge: Pom Poko, Karpe, Erlend Apneseth Trio with Frode Haltli
Sverige: Nadia Tehran, Jenny Wilson