13 feb FORPREMIERE: VILMA er ude med endnu en spændende popsang
Foto: Morten Frost
“Grøn” er den nyeste single fra VILMA, og vi har fået lov til at være de første til at dele den. Lyt til nummeret nederst i artiklen.
Vi har skrevet om den aalborgensiske pop-duo da de udgav deres første single ”Stenmand” på vores nordiske hitliste. Nu er VILMA ude med deres anden single ”Grøn”. Tekstuniverset er ligeså finurligt som på ”Stenmand”, musikken en anelse mere elektronisk – dog stadig med de akustiske elementer. En stil de selv kalder: ”ukulele-elektronisk, men alligevel pænt akustisk-indie-pop”.
Begge medlemmer af gruppen har været i musikbranchen længe, men stilen bliver alligevel forfriskende ny, og næsten naiv – på den mest fantastiske måde. “Grøn” handler om mødet med en fremmed og den udvikling der kan ske når mennesker mødes. Især slutningen hvor der bliver sunget: “Kast mig i det grønne hav, lad det vælte ind / Du er så hjertevarm at regnen gør ingenting.” medvirker til, at man selv har lyst til at kaste sig ud og mærke vandet.
Det er dejligt med mere musik fra VILMA og vi glæder os til endnu mere!