FORPREMIERE: Den danske duo Select Captain er ude med effektfuld musikvideo

Foto: Kimmie Mie Winther

En bøn om hjælp, selvom man ikke fortjener det, er det knusende tema i Select Captains åbningsnummer til EP’en “Comes in Waves part II” som udkommer i morgen den 28. februar.

Select Captain, der startede som et soloprojekt for sangeren, sangskriveren og guitaristen Kristian Gaarskjær i 2014, er nu blevet til en duo sammen med producer, sangskriver og guitarist Søren Vestergaard. I morgen den 28. februar udkommer den anden del af en tre parts EP-udgivelse som tilsammen kommer til at skabe et fuldt album Comes in Waves. Part II fortsætter nogle af de samme temaer som fra part I, bl.a. Kristians personlige problemer med angst og depression og tidligere misbrug. Dog er optimismen for fremtiden også at spore.

EP’ens Åbningsnummer ”Get Me Out of Here”, som vi har fået lov at præsentere jer for, leger med blandingen af akustisk og elektronisk lyd. Der er på en og samme gang noget meget moderne ved den akustiske guitar og det elektroniske beat, men som sangen udvikler sig, oplever man et særegent og interessant univers, som ikke finder sig til rette på en enkelt hylde. Den tilhørende musikvideo er simpel men effektfuld. Et klaustrofobisk råb om hjælp, som understøtter sangens tema. 

Den tredje og sidste del af Comes in Waves triologien burde komme ud senere i 2020, og det bliver spændende og se hvordan de individuelle EP’er samler sig. Du kan se musikvideon til ”Get Me Out of Here” herunder: 

Amanda Freisleben Lund
Amandafreisleben@bandsoftomorrow.com