fbpx

by:Larm Festival 2020: Min første gang med From Scratch

Foto: Helen Røstum
Venue: Blå
Dato: Torsdag den 27. februar

‘Min første gang med’ er en artikelserie om nogle af de kunstnere, vores skribenter oplevede live for første gang under årets by:Larm Festival 2020. Artister som på den ene eller den anden måde har overrasket eller er gået ud over alle forventninger.

Første gang, jeg stødte på From Scratch, var da jeg trykkede shuffle på by:Larms Spotify-playliste, hvor alle de optrædende artister er samlet. De fangede min opmærksomhed ved første tone – og da jeg fandt ud af, at bandet består af 100 procent kvinder, var jeg for alvor solgt. Derfor var det med store forventninger, at jeg trådte ind på det relativt tætpakkede spillested Blå, hvor den spirende kvartet om få sekunder skulle spille deres første koncert ud af to på årets festival. Gruppen startede selvsikkert ud med deres næstnyeste singleudgivelse “Waste My Youth” og viste fra start, at de er spækket med attitude og girlpower. From Scratch veksler mellem to forsangere, som ved siden af vokal-rollen spiller henholdsvis guitar og bas (bassisten spiller i øvrigt på en ret sej Paul Mccartney-lignende bas, som jeg ikke ligefrem støder ofte ind i).

Under koncerten blev der plads til skrattende guitarsoli, bemærkelsesværdige breaks, temposkift og ihærdige hop rundt omkring på scenen. Og på et tidspunkt kom de da også helt ud over scenekanten – bogstavligt talt – da den ene af pigerne trådte ud blandt publikum.

Måske var koncerten ikke gennemsyrende perfekt, men det gjorde egentlig ikke det store, taget i betragtning af genren. Om ikke andet fik de gennemkolde by:Larm-gængere da i hvert fald varmen, og man gik derfra med et gå-på-mod til resten af dagen.