fbpx

Soccer Mommy brillerer endnu en gang med sit dybe lyriske univers

Foto: Brian Ziff

Den amerikanske sangerinde er nu klar med sit fjerde udspil til EP’en bloodstream, der udkom igår, og vi kan ikke få armene ned.

Den 22 årige sanger fra Nashville Soccer Mommy, med det borgerlige navn Sophie Allison, debuterede tilbage i sommeren 2017 med albummet Collection. Men den unge artist brød for alvor igennem med albummet Clean, der udkom i 2018, med hits som “Cool” og “Your Dog”. Senest udgav hun sangen “yellow is the color of her eyes”, “Lucy” og “circle the drain”, der alle slog bene væk under os. Den unge sangerinde besøgte tilbage i 2018 København, hvor vores anmelder var meget begejstret for koncerten, og da hun gæstede Danmark i sommers, overgik hun endnu en gang vores forventninger.

Nu er Soccer Mommy klar med en ny sang “bloodstream”, der også lægger navn til samlingen af de sidste fire singleudgivelser. Det er et gennemført indie-pop nummer, der emmer af bløde toner, lækkert guitarspil og bærende trommer. Soccer Mommys vokal er let og gennemtrægende, og understøtter den fine tekst utroligt godt.

Sammen med den nye sang er Soccer Mommy også klar med en tilhørende musikvideo. Den udspiller sig i et farverigt computerspils-univers, som afspejler et lidt skævere udtryk til den ellers umiddelbare musikproduktion.

Den nye sang leder op til Soccer Mommys nye album der rammer gaden på fredag den 28. februar, og i forbindelse med det nye album drager sangeren på en stor turné, hvor hun gæster Hotel Cecil den 6. juni.