21 feb Grimes – Miss Anthropocene

Foto: Popovy Sisters
Label: Playground Music
Udgivelsesdato: Fredag denn 21. februar

Så er den her! Med det meget ambitiøse konceptalbum ‘Miss Anthropocene’ omhandlende “gudinden af klimaforandringer” undersøger Grimes, hvordan menneskeheden ødelægger sig selv. Der er ingen, der lyder som Grimes på ‘Miss Anthropocene’, og hendes fascinerende musikalske position mellem det utrolig poppede og det støjende eksperimenterende fungerer imminent til et så ambitiøst projekt, som samtidig lyder meget personligt for Grimes.

[rwp_box id=”0″]

Det kan være, at du har set titlen på Grimes‘ nye album Miss Anthropocene og tænkt ”hvad skal det dog betyde!” men Grimes har svaret til os på sin hjemmeside – det er sammensætningen af to ord: misantrop og antropocæn. Selv definerer hun de to ord som: »mis·an·thrope – en person som ikke bryder sig om menneskeheden og undgår menneskelige samfund (…) An·thro·po·cene – den aktuelle geologiske tidsalder, betragtet som den periode, hvor menneskelig aktivitet har været den dominerende indflydelse på klima og miljø.«

Miss Anthropocene er et konceptalbum fra Grimes hånd og stemme. Albummet handler om klimaændringernes gudinde, der ifølge Grimes er en ond og dæmonisk skikkelse, der vil ødelægge menneskeheden, ligesom tegneseriesuperskurke som Thanos eller hævnlystne græske guder. Begge dele har inspireret albummet. Centralt for albummet er derfor hendes personificering af klimakrisen og klimaforandringerne. Men på grund af Grimes excentriske og eksperimenterende personlighed, fungerer de dystre temaer faktisk. Det bliver heldigvis aldrig tåkrummende, hvilket var min største bekymring optil udgivelsen af pladen.

Miss Anthropocene er derfor ikke overraskende Grimes mørkeste album. Hun synger med sin englestemme om for eksempel opioidkriser, der koster menneskeliv på sangen ”Delete Everything”, der med en akustisk guitar og banjo i lydbilledet adskiller sig fra resten af albummet, hvilket hovedsageligt læner sig op trommemaskiner, synthsflader, autotuneskrig, eksplosive guitarer og selvfølgelig Miss Anthropocenes vokal. En anden mørk sang er ”Violence”, hvor Grimes tolker forholdet mellem menneskeheden og jorden udefra et sadomasochistisk synspunkt, der ligeledes virker legesygt og forstyrret, hvilket man kan høre, når hun synger ”I’m like begging for it, baby/Makes you wanna party, wanna wake up/Baby, it’s violence, violence.”

Musikalsk eksisterer Grimes stadig i spændingsfeltet mellem det utrolig poppede med ørehængende melodier og det eksperimentelle støjende. Hun formår at høre lyde og musikalske sammenhænge, som ingen andre gør på denne jord, hvilket passende understøtter hendes personificering af en guddommelig skikkelse. Grimes lyd kommer fra en anden planet. Selvom hendes sange kan starte sarte, kan de udvikle sig til dæmoniske infernomarker.

Det bliver tydeligst på sangen ”My Name Is Dark”, hvor hun veksler mellem at synge med en ’nuttet’ vokal i verset for pludselig at bryde ud i dæmoniske skrig. Det er en kraftfuld sang, som man mærker helt inde i kroppen – ligesom sangen ”4ÆM”, der er en hæsblæsende banger, som også går fra det søde engelagtige versmelodi til et omkvæd, der hamrer afsted med drum and bass trommer. ”4ÆM” er en sang, jeg med garanti kommer til at spille til fester. 

På grund af Grimes fabelagtige originalitet, eksperimenter og fremragende popøre, har hun skabt et konceptalbum, der aldrig falder over klichéer. Grimes har altid været en spændende kunstner at følge, og med Miss Anthropocene har hun utvivlsomt skabt en plade med stor passion. Det er på trods af, at Grimes under optagelsen af albummet har været fascineret af noget, som de fleste ville finde skræmmende: Menneskehedens tilintetgørelse. Men så er det heldigt, at Grimes ikke er som nogen anden.