Favors seneste single “Soda” får det til at boble i maven

Foto: Kia Hartelius

Indiepopmesteren Favor er ude med endnu en single, denne gang med alvorlig inspiration men med et humoristisk præg, om da sodavand var ens eneste afhængighed.

Vi har allerede skrevet en del om Favor med det borgerlige navn Jeppe Gade. Hans legende indiemusik har gjort os bløde i knæene og fået os til at danse. Nu er han ude med endnu en single til hans kommende ablum Crush nemlig ”Soda”. Nummeret er virkelig en udvikling for Favor, og udsender nogle mere fjollede vibes end man har fået fra ham før. Selv fortæller han om singlen:

– Jeg synes det mest frygtindgydende ved ikke at være barn længere er den massive afhængighed, som lurer rundt om hjørnet. Jeg ser mig selv og mine venner blive besat af vores arbejde, vores forhold og vores byture. Jeg er træt af hjertebanken i brystet og hyletoner i mine ører. “Soda” er mit naive tilbageblik på en tid lige et par minutter før, vi havde smagt på livet.

Med lækre guitariffs og bølgende bas er det som vi kender det fra Favor, men omkvædet er spøjst og quirky på en enorm forfriskende måde (som sodavand?). Man kan høre dåsen blive åbnet inden han synger »Popping it up you feel so damn good / Drinking it down you’re going round round round« og viser en helt ny side fra Favor.

Man kan opleve Favor til Bands of Tomorrows Uimodståelige i Musikhuset Aarhus på søndag – og så spiller han en dobbeltkoncert med Masasolo i Headquarters til April. Varm op til koncerterne med interviewet her.

Lyt til “Soda” lige her:

Tags:
Amanda Freisleben Lund
Amandafreisleben@bandsoftomorrow.com