fbpx

Finding Neo har teamet op med rapperen Vuyo på ny lækker single

Foto: Angelica Manke

Det kan være svært, når et forhold pludselig ikke er på vej nogle steder hen, og man ikke ved hvad man skal gøre ved det. Det er der tilgengæld kommet en glimrende single ud af fra Finding Neo.

Den norske duo Finding Neo består af vokalisten Andrea Ådland og guitarist og producer Mathias Keilegavlen, som begge studerer musik i henholdvis Oslo og Bergen. Som de selv siger, vil de ikke begrænses af at være knyttet til en genre, og bruger derfor blandinger af genrer som indie, soul og jazz, til at skabe en ny lyd – noget som deres navn også hinter til: Finding Neo (New). Duoen har spillet support for girl in red, da hun turnerede Norge tyndt. Deres anmelderroste debut-EP Hits 4 Neokids udkom i maj, og nu er de ude med den anden single ”Question” fra deres kommende album, som bliver udgivet engang i løbet af foråret. 

På ”Question” har de teamet op med den norske/sydafrikanske rapper og producer Vuyo med det borgerlige navn Ole Vuyo Småge, som virkelig bringer noget kant til Finding Neos ellers afslappede stil. Sangen udtrykker det punkt i et forhold, hvor man føler det hele står stille, og at forholdet ikke udvikler sig. Nogle gange fortsætter man til trods for, at det til tider er helt meningsløst. Finding Neo fortæller, hvordan de selv var gået i stå i deres skriveprocess og derfor fik ideen til at bringe en anden kunstner ind i billedet, hvor Vuyo uden tvivl var førsteprioritet. Selv fortæller Vuyo om “Question”: 

Da jeg fik tilsendt demoen af ”Question”, havde jeg akkurat lagt på efter en telefonsamtale med en af mine bedstevenner, som lige havde slået op med sin kæreste for fjerde gang. Så teksten tager stilling til det klassiske dilemma, hvor man som par både får det bedste og det værste frem i hinanden. (…)

Selve sangen komposition understreger sangens tema. På den ene side har vi den ene del af forholdet, Vuyo der rapper, og den anden del er Andrea som synger. Der er ikke den store udvikling eller variation i sangen, men nummeret er til gengæld lækkert, groovy og jazzy. Det er en lind strøm af lækkerier der flyder gennem højtalerne med “Question” og vi håber, at det ikke er sidste gang Finding Neo teamer op med andre kunstnere. Lyt til “Question” herunder:

Tags:
,