fbpx

Distortion Ø sætter gang i gaveregnen med offentliggørelsen af 16 stærke navne

Foto: Distortion Ø 2019 // Aldo Pavia

Den famøse gadefestival, der i år løber af stablen for 22. gang, har i dag løftet sløret for de første 16 navne til musikprogrammet for Distortion Ø. Med denne annoncering, der indeholder alt fra techno og house i verdensklasse til hypede urban og rap artister, er festivalen kommet stærkt fra start, og der er lagt op til en solid fest i den lille skov på Refshaleøen.

Endnu en gang byder københavner-festivalen Distortion op til dans – og i år strækker festlighederne sig fra onsdag den 3. juni til søndag den 7. juni. Hele festival når sit klimaks fredag og lørdag, hvor der bliver fyret op for Distortion Ø af artister fra både ind- og udland. Festivalen har været rundt omkring i verden for at indsamle en pose blandede bolsjer, så der er noget til enhver smag blandt de første 16 navne til årets lineup.

Et navn, der blandt andet pryder plakaten, er Peggy Gou. Den koreanske elektroniske artist har formået at etablere sig godt og grundigt på de helt store elektroniske scener med sin fantasifulde og afprøvende blanding af techno, house og de mere abstrakte kompositioner. I godt sammenspil er den prisvindende tyske musiker Solomun også at finde blandt de første navne. Med sin melodiske og hårdtslående house, der indeholder mange spændende afkroge, vil der være god mulighed for en vaskeægte dansefest. Det samme gør sig gældende for Charlotte de Witte. Her er der i den grad tale om stormfuld techno fra det mørkeste dyb, hvor den tunge bas er en uundværlig ingrediens, der uden besvær frembringer små svedperler af intensitet selv i siddende tilstand. Den belgiske musiker har tidligere gæstet Danmark til en brandvarm Distortion Club-aften på VEGA i 2018.

I en anden boldgade har vi UK-raptalentet Octavian, der laver et vidunderligt mix af, hvad London-scenen har at byde på af grime, house og R&B. På sit seneste mixtape “Endorphins” fortæller rapperen eksperimenterende historier fra sydøst Londons gader og natteliv, der bliver svøbt i en melodisk og unik indpakning. I år har Octavian gæstet singlen “Somewhere” af franske The Blaze, og med den kan vi se frem til det længe ventede debutalbum fra hans side. Den unge landsmand Bakar gæster også Distortion Ø og spiller dermed også sin Danmarks-debut. Dette særlige act har skabt sin helt egen blanding af indie, rap, rock og punk, som er blevet taget imod med stor begejstring fra blandt andre Elton John, Virgil Abloh og Skepta. Rækken af lovende urban artister, der giver Refshaleøen et besøg, slutter ikke her. Den nigerianske multikunstner Wavy the creator vil også sætte godt gang i danseskoene med sine wavy R&B, når hun spiller sin første koncert i Danmark.

Af danske navne på plakaten har vi Kölsch, der tidliger gik under navnet Rune RK. Med sin melodiøse og ekstremt opløftende techno har han tidligere givet koncert i Eiffeltårnet, og mon ikke han tager os med i svævende højder til sin første udendørs koncert i Danmark. Et andet meget interessant dansk navn blandt dagens offentliggørelser er Be Svendsen. Umiddelbart lyder blandingen af spaghetti-western, arabiske toner, stamme beats og techno som en spøjs cocktail, men her er resultatet en unik mystisk og historiefortællende oplevelse, der skaber en indlevelse ud over det sædvanlige. Festivalens direktør, Thomas Fleurquin, siger selv følgende om den første annoncering:

– Peggy Gou og Solomun er nogle af verdens mest eftertragtede DJs. Vi fatter stadig ikke, at de har takket ja til at spille i den lille skov på Refshaleøen. Og så er Charlotte de Witte verdens største techno navn – som jeg glæder mig allermest til. Vi har aldrig haft så stærkt et lineup.

Du kan se mere om Distortion Ø her – og i mellemtiden kan vi spændt vente på endnu flere annonceringer i løbet af foråret. 

Dagens annonceringer:

Bakar (UK)
Be Svendsen (DK)
Charlotte de Witte (BE)
Danielle (UK)
FAKA (ZA)
John Talabot (ES)
Kampire (UG)
Kölsch (DK)
Nu Guinea (IT)
Octavian (UK)
Octo Octa (US)
박혜진 park hye jin (KR)
Peggy Gou (KR)
Solomun (DE)
TR/ST (CA)
Wavy the Creator (NG)

Karoline Mutinta Jørgensen
Karolinejorgensen@bandsoftomorrow.com