fbpx

Camelo pakker seriøsiteten ind i legesyge melodier på “Kaleidoscope”

Foto: Warehouse Film

Den spirende, energiske kunstner Camelo er i dag ude med sin tredje single, der pakker alvorlige emner ind i legesyge melodier og 90’er-insprøjtede beats.

Mike, der står bag aliaset Camelo, har skrevet sin nyeste sang “Kaleidoscope” med udgangspunkt i hans egen barndom, hvor penge aldrig var en selvfølge. Det lyder heldigvis fra Camelo, at han nu har fået vendt barndommens trange kår til det bedre:

– Uden de hårde erfaringer, ville jeg ikke være i stand til at skrive de sange, jeg gør i dag. Jeg har altid manglet et forbillede, til at frembringe det kreative i mig. Det forbillede håber jeg nu på, jeg kan være for andre. Ingen skal føle sig alene og det er det, Camelo handler om.

Singlen “Kaleidoscope” fortæller historien om et barn, der drømmer om de nyeste sneaks, og som må stjæle slik i stedet for at betale for det. Lyden er en legende magtdemonstration, der bringer associationer til britpoppens stærke budskaber. Dog høres også inspiration fra de farverige 90’ere, hvilket netop giver sangen dens barnlige og morsomme udtryk, trods den alvorlige handling. Bag produktionen af tracket er Morten Søgaard fra Masasolo.

Denne tredje single er afrundingen på et forløb, som udover “Kaleidoscope” har bragt singlerne “Stereo Child” og “Mello Man”. Det næste udspil fra Camelo vil være en debut-EP med arbejdstitlen For The Kids, og Camelo vil rejse til New York – hvor projektet havde sin fødsel – for at blive klar med EP’en til efteråret 2020.

Hør “Kaleidoscope” her, og lad Camelo give dig et smil på læben.

Tags:
Laura Richter Krarup
Laurakrarup@bandsoftomorrow.com