fbpx

Tame Impala – The Slow Rush

Foto: Matt Sav
Label: Modular Recordings
Udgivelsesdato: Fredag den 14. februar 2020

På ‘The Slow Rush’ vender Tame Impalas Kevin Parker tilbage til den funky psykedeliske pop, som han succesfuldt dyrkede på ‘Currents’. Dog når de nye sange ikke samme høje kvalitet som førhen, men vi får præsenteret en fascinerende ny side af Parker, der forsøger at se fremad, i stedet for at blive i fortidens mørke fejltagelser.

Tame Impala – The Slow Rush
4 / 5 Anmeldelse

Det er lang tid siden, at vi har hørt en fuldlængde udgivelse fra Tame Impala. Mere præcist er det fem år siden, Currents landede og beviste at Kevin Parker er et af de mest kreative hoveder i nutidig pop-musik. Parker har gået fra psykedelisk garagerock, til i dag at være blevet en melodiøs (stadig psykedelisk) poptroldmand, der ved lige præcis, hvordan man drejer og vender en indspilning for at få den perfekte lyd. 

Parkers unikke tilgang til musikproduktion, hører vi også på The Slow Rush. Pladens detaljerige lydbilleder er fænomenale, og hver eneste soniske dimension står klart i forhold til hinanden – på trods af, at sangene i den grad er overtrukket med diverse effekter som rumklang, ekko og forvrængning på instrumenter såvel som på Parkers vokal. 

Dette bliver allerede etableret i åbningsnummeret “One More Year”, der svøber lytteren ind i en opslugende ekkovokal, inden den rytmiske fremdrift begynder i form af de suverænt producerede trommer. Alle instrumenter væves sammen og glider naturlig over og under hinanden, imens Kevin Parker vokal stadig bevarer en melodiøs følsomhed.

Hvis man håbede på den samme kvalitet, der var tydelig på Currents, så går man forgæves. Dermed ikke sagt at The Slow Rush ikke skal ses som et samlet velkomponeret popværk – der er nemlig flere imponerende musikalske elementer som house klaver, klistrede synthsequencere og massivt eksploderende trommefills. Dertil er konstanten de funky basfigurer, som efterhånden danner rygraden i Tame Impalas æstetiske udtryk.

The Slow Rush er også lyrisk et reflekterende album, hvor Kevin Parker forsøger, at finde ro i sig selv, og idet både søger tilbage og fremad. Som på de tidligere album Lonerism og Currents behandler Tame Impala tematikker som ensomhed, kærestesorger og indelukkethed. Det går også igen på The Slow Rush, blandt andet på den sørgmodige “Posthumous Forgiveness”, hvor han reflekterer over sit ambivalente forhold til sin afdøde far. Her virker det til, at Parker får afsluttet nogle kapitler, men ligesom han får taget nogle opgør med fortiden, kigger han også frem til et mere roligt sted – blandt andet på “Instant Destiny”, som en positiv homage til sit nylige ægteskab, eller på “Lost in Yesterday”, hvor det lykkes Parker at vende de forfærdelige minder om til noget konstruktivt. Som lytter følger man med hele vejen i både op- og nedture, når disse emner betones i de Tame Impalas velsmurte popmaskine.

Med The Slow Rush viser Parker, at han nu er klar til, at se fremad, frem for at være fanget i fortiden. Selvom Tame Impala musikalsk ikke har rykket sig lige så meget frem, som man kunne have håbet på efter et halvt årti, så vil musikken på The Slow Rush med stor sandsynlighed falde lige i ørerne på alle inkarnerede fans. 

Tags: