07 feb HMLTD – West of Eden

Foto: Daniel Mutton
Label: Lucky Number Music
Udgivelsesdato: Fredag den 7. februar 2020

London-kvintetten HMLTD har aldrig før hørt ordet nej, men har i stedet tilsyneladende godkendt alle tænkelige idéer, der blev bragt op under sangskrivningen. 

[rwp_box id=”0″]

Er du til Depeche Modes nyere elektrorock, Modest Mouses skæve alternative rock, synthpop, avantgarde, britisk arbejdsklasse-punk eller surf-rocket filmmusik? Kan du svare ja til bare én af disse genrebeskrivelser, så er der mindst ét nummer på britiske HMLTDs nye debutalbum, West of Eden, der vil falde i din smag. 

West of Eden er et af de mest skizofrene værker, jeg har hørt i flere år. Der er absolut ingen rød tråd og der bliver skudt med genremæssige spredehagl hvert 5. minut. Alligevel er der en charme, energi og attitude, der er både betagende og smittende. “To the Door”, hvis galoperende guitar river lytteren med fra første sekund, og de to maniske sange om den stakkels Joanna er alle tre svendestykker i god sangskrivning. Desværre er der langt mellem dette sangskrivningsniveau og “Why?”, “Death Drive” og “149” rammer alle langt fra målskiven. 

På mange måder er HMLTD ligesom den outrere ven fra folkeskolen, der én uge mødte op i skovmandsskjorte med langt hår og højlydt Nirvana i ørerne; blot for at møde op den næste med basarmen højt hævet, en hel bøtte voks i håret og techno for fuld udblæsning. 

Det er et bekendtskab, der kræver, at man holder tungen lige i munden og kan udholde genre- og lydskift i så hyppigt forekommende grad, at West of Eden ofte fremstår som et mixtape sammensat af en bred skare af artister snarere end en sammenhængende plade fra blot ét band. Tager man springet og dykker ned i albummet, gemmer der sig dog op til flere spændende, dybt kreative og skæve idéer, der hver især er en nærundersøgelse. 

Som helhed fremstår West of Eden dog alt for rodet og usammenhængende, og man skal være bygget af noget helt særligt og besidde en kringlet hjerne for at nyde hvert et sekund af pladen.