fbpx

Gang of Youths: Vi vil være mere end summen af vores musik

Foto: Maclay Heriot

Australske Gang of Youths brød for alvor igennem i hjemlandet med andet album, Go Farther in Lightness, i 2017. Sidste år mødte vi frontmand Dave Le’aupepe – som trods sine blot 27 år har en rimelig heftig historie med i bagagen – og bassist Max Dunn, og det blev til en snak om blandt andet grønlandshajer – ja, hajer – og Søren Kierkegaard. Og om vejen til succes, hvad musikken egentlig betyder for drengene og om at opføre sig ordentligt overfor sine medmennesker.  

»Vidste du, at en grønlandshaj kan blive omkring 500 år gammel?« siger Dave Le’aupepe, da han, bassist Max Dunn og jeg finder os til rette på sorte klapstole et sted backstage i Royal Arena. Jeg griner og siger, at det vidste jeg faktisk godt – men jeg har absolut ingen idé om, hvordan vi kom ind på det. Det blev starten på et interview, der udfoldede sig på en helt anden måde, end jeg havde forventet. Med alt hvad jeg vidste om Le’aupepe in mente, så havde jeg troet, at jeg skulle møde det her eftertænksomme, melankolske, musikalske geni, og at det hele skulle være meget dybt og alvorligt. Men jeg tog helt fejl. Jeg fik en imødekommende, grinende og jokende Dave Le’aupepe, som sammen med Dunn var helt umulig at styre. 

De (grønlandshajerne, red.) er først kønsmodne, når de er omkring 150 år, fortsætter Le’aupepe. Prøv lige at overveje, hvor længe de er i puberteten så. Jeg var det i to år, og det var helt forfærdeligt, griner han.

Succes med danske aner

Den australske kvintet Gangs of Youths debutalbum, The Positions, fik en fin modtagelse, da det kom på gaden i 2015, og ligeledes gjorde EP’en Let Me Be Clear året efter. Men det var deres andet album, Go Farther in Lightness (2017), der skulle give Gang of Youths det helt store gennembrud i hjemlandet. Det er et modigt, eksperimenterende album, med hele 16 numre, som har en lyd, der er stor nok til at fylde et stadion, men ikke automatisk fordrer mainstream anerkendelse. Men det har det alligevel fået. Da radiostationen Triple J offentliggjorde de (af lytterne valgte) 100 mest populære sange fra 2017, var der tre Gang of Youths-numre i top 10, og deres cover af The Middle Easts ”Blood” var at finde længere nede på listen. Bandet blev desuden belønnet med fire priser ved ARIA (Australian Recording Industry Association) Awards 2017 – blandt andet for bedste album og bedste band.

Det første nummer på pladen, “Fear and Trembling”, har fået sit navn fra Søren Kierkegaards filosofiske værk Frygt og Bæven (1843), og danskeren har faktisk haft ret stor betydning for bandet.

– Han er mit idol, siger Le’aupepe. Jeg besøgte hans grav i går og sad der i en time. KÆMPE bucket list-øjeblik. I dag har jeg set hans statue, du ved, nede ved biblioteket (Det Kongelige Bibliotek, red.). Det er virkelig fedt at besøge hans hjemland. Han har haft så stor indflydelse på Gang of Youths’ tekster.

»Jeg anede ikke, hvem han var, før jeg mødte Dave,« smiler Dunn. Det bliver klart, hvor meget de her ‘små’ ting, som for eksempel at sidde ved Kierkegaards grav, betyder for drengene. 

– Det er det magiske i de øjeblikke, som det hele handler om, siger Dunn. Det er ikke det med at erobre musikalske markeder – men mere for eksempel  at spille et sted, hvor vores idoler har spillet. Eller at vi har betydning for vores fans. Jeg elsker at se Dave interagere med folk. Han kigger over på Le’aupepe. Du prøver altid at gøre det mindeværdigt for dem.

En ufrivillig stjerne

Jeg boede i Australien, da Gang of Youths popularitet eksploderede, og de var ALLE vegne. De spillede udsolgte headliners og et hav af festivaler landet over (jeg fangede dem dog først live på NorthSide 2018), og for mig virkede det som om, at de her drenges kæmpesucces var kommet ud af det blå. Men det er først, da jeg sidder sammen med Le’aupepe og Dunn i København, at jeg forstår, hvor lang vejen hertil faktisk har været.

Det har helt bogstaveligt været fem år, hvor vi bare blev ignoreret, overnattede på gulve og sofaer rundt omkring, havde flere jobs og alt det der som bands nu gør, siger Le’aupepe.

Jeg fortæller Le’aupepe, at jeg har hørt, at han plejede at have små spillejobs i Sydney-forstaden Cronulla. »Whoa, det er rimelig dyb Dave-viden,« siger han med et overrasket grin. »Ja, jeg plejede at spille covers på en pub. Og Kurt (Bailey, som nu er bandets manager, red.) var faktisk DJ lige nede af gaden.«

Sandheden er, at nogle gange så savner jeg det faktisk helt vildt – bare at spille for nogen, som er pisse ligeglade. Det er der en frihed i. Det var hårdt arbejde, men når man havde fri, så havde man fri. Og det var mere anonymt.

Le’aupepe begyndte for alvor at skrive sange under sit første ægteskab; han giftede sig som 21-årig med en pige, som han var smaskforelsket i, men som var dødeligt syg af kræft. Sygdommen blev en altoverskyggende faktor i parrets liv, og musikken blev et afløb. »Then I made the mistake of putting it on the internet,« har han tidligere udtalt sig. Han blev kontaktet af en A&R, og derfra begyndte Gang of Youths-bolden at rulle. Næsten lidt ved et uheld – hvis man skal bruge Le’aupepes egne ord.

Bedst under pres – måske

De første frø til Gang of Youths blev sået, da Le’aupepe var blot 10 år gammel og gik på den kristne skole Hillsong i det nordlige Sydney – han har flere gange refereret til stedet som ’Jesus camp’ men tager ikke afstand fra sin baggrund. Det skulle bare vise sig, at han ikke fandt sit højere formål i religion, men i musik. I løbet af skoleårene helt frem til gymnasiet (hvor Le’aupepe dog havde skiftet skole) mødte de efterhånden de drenge, som i 2012 skulle blive til Gang of Youths: Joji Malani (guitar), Jung Kim (keys og guitar), Sam O’Donnell (trommer) og Max Dunn. O’Donnell forlod dog bandet i 2014, og blev erstattet af Dom ’Donnie’ Borzestowski, som dog ikke var helt ny for bandet – han var nemlig allerede del af de igangværende indspilninger til debutalbummet The Positions

Le’aupepe vil ikke rigtig ud med, om der rent faktisk er et nyt album ’in the making’. Dunn hentyder dog til, at der har været musikalsk aktivitet i kælderen af det hus, som bandet deler i London, hvor de har været bosat de sidste par år.

Jeg spørger ind til Le’aupepes sangskrivningsproces, og han siger i første omgang, at han skriver bedst under pres, og får det nærmest til at lyde som om, at Go Farther in Lightness blev skriblet ned på en parkeringsplads foran studiet, mens de andre ventede på ham derinde. »Fake it till you make it,« griner han.

Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det stikker dybere end det. Eks-konens kræftsygdom og følgerne deraf – hun overlevede på mirakuløs vis, men det gjorde ægteskabet ikke – er blot ét eksempel på et emne, som han har behandlet i sin musik. Sangen ”Magnolia”, som er at finde på debutpladen, beskriver, hvordan han i 2014 var tæt på at tage sit eget liv, og han joker næsten lidt med, at der skal ske et eller andet forfærdeligt, for at han kan skrive.

»Min far døde sidste år,« siger han og trækker lidt på skuldrene. Og nu er det efterhånden blevet bekræftet, at bandets næste album kommer til at handle om det – faderens liv og død. Le’aupepe, som forresten er blevet gift igen, skriver om det helt nære – og det virker ikke til, at han kan lade være. Og hvis man har set Gang of Youths live, kan man ikke være i tvivl om, at manden er født til at stå på en scene. Men der er også en side af ham, som virkelig bare behandler det hele som et job. Som om at det her tilfældigvis er det, han er god til, og så kan han jo lige så godt gøre det. Men musikken har også altid været der for ham og holdt ham i hånden igennem al den modgang, han har skullet igennem indtil nu.

Lad være med at være en idiot

Der er uden tvivl sket meget siden ’Jesus camp’, pub-jobs i Cronulla og debutalbum – og rejsen er langt fra slut endnu.

– Jeg tror ikke, at destinationen bliver helt klar. Når jeg går ind i et green room her sammen med drengene, så tænker jeg, at det her ikke er enden. Vi skal mere. Og så skal jeg samtidig lige minde mig selv om, hvor heldige vi er at være her. Men jeg er en ’long game’ fyr, forklarer Le’aupepe.

– Det handler også om at give alt, hvad man har, siger Dunn. Og man skal være god ved folk undervejs. Nej, vi har ikke nået vores mål, og vi ved ikke helt, hvad det er, men hvis vi nu dør i en elevatorulykke eller et eller andet i morgen, så har vi i det mindste givet alt, hvad vi havde og behandlet folk ordentligt.

– Det er det allervigtigste, understreger Le’aupepe. Jeg har set mange unge bands, som pludselig får noget succes og så begynder at behandle andre som lort. Jeg kan slet ikke udstå den slags arrogance og umenneskelighed. At bevare respekten og menneskeligheden, også når man får succes, er altafgørende for os. Jeg elsker mennesker.

Udover at Le’aupepe er meget åben omkring sine egne kampe med ’mental health’, så er drengene heller ikke blege for at blande sig i den offentlige debat, blandt andet om den omstridte australske flygtningelejr på øen Nauru, og i 2019 donerede de over 50.000 AUD til Aboriginal Legal Service – en organisation som hjælper Australiens oprindelige befolkning, aboriginerne, med gratis retshjælp. De har for nylig også ytret ønske om at starte et kunst- og musikterapiprojekt for indsatte i Australien. Og så har de selvfølgelig også meldt sig i kampen mod de forfærdelige skovbrande, som har hærget landet siden efteråret. De har spillet velgørenhedskoncerter og doneret overskuddet fra deres salg af merchandise til sagen.

– Hvis du laver virkelig god musik, men er et røvhul, så er det jo lige meget. Musikken er ikke nok – vi vil være mere end det. Den har en ’forløsende’ kraft, men vi vil også gerne efterlade noget på den her klode, som er mere håndgribeligt. Jeg vil være mere end bare en gut, som har lavet noget musik, som folk gider at lytte til. Max vil gerne være forsvarsadvokat, forklarer Le’aupepe.

Jeg kigger overrasket over på Dunn, som sidder tilbagelænet i den sorte klapstol.

– Ja, jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal komme derhen. Men jeg har læst jura, siger han med et skævt smil.

Den 10. oktober 2019 meddelte bandet via deres Facebook-side, at guitarist Joji Malani har forladt Gang of Youths for at følge nye, musikalske veje.