fbpx

Her er de 10 udvalgte til KarriereKanonen 2020

Foto: bbybites // Sarah Fresco

Karrierekanonen er nu klar med de 10 musiktalenter, som skal kæmpe om en plads i finalen, der i år foregår på SPOT Festival.

Hvert år modtager KarriereKanonen musik fra talrige kunstnere, som drømmer om at blive udtaget til det fokuserede talenforløb og i sidste ende blive en af de fem, der får lov til at være en del af finalen, som i år foregår den 1. maj på SPOT Festival i Aarhus. De tidligere år har semifinalen bestået af 12 acts, men i år er der altså kun 10 navne, som er sluppet igennem KarriereKanonens nåleøje og vil gå på scenen i DR Koncerthuset den 6. marts.

Vi er især glade for at se Bbybites på listen, som vi for nylig fik glæden af at opleve under VEGAs Udvalgte. En koncert vi blandt andet beskrev med følgende ord: »Med en sikker vokal, hård bas og stærk attitude, viste kunstneren, hvorfor hun bør have en plads på toppen af den danske musikscene. Vi er vilde med Bbybites og er ikke i tvivl om, at hun kommer til at sætte tonen til mange fester fremover.«

Unikummet TERESE er også en del af de 10 udvalgte. Da hun i 2019 udgav sin første dansksprogede single “Fantasy” var vi mildest talt ret begejstrede, og det overrasker os derfor ikke, at hun med sin stærkt 80’er inspirerede musik er blandt årets semifinalister.

Og vi er glade for at se endnu mere kvindepower på listen – de to elektropopduoer SIRO og SINCE får nemlig også fornøjelsen af at spille i DR Koncerthuset til marts.

Derudover er solisterne BAADS, Såforsatan og Malte samt duoen Føl som og trioerne Graa og FRISK LUFT også en del af de 10 udvalgte.