Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 4

Foto: Molina // Sarah Liisborg

Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget til både før-festen og de deprimerende tømmermænd. Så om du er til avantgarde indie-pop, tung hip-hop eller moderne folk, vil der forhåbentlig være noget at hente i vores anbefalinger.

Cuntrie – Scrapbooking (EP)

Vi var forventningsfulde i forhold til Cuntries EP, efter hendes første single “Spider” der udkom sidste år. Cuntrie er svenske Ebba Gustafsson Ågrens soloprojekt, men man kender hende måske fra indiebandet Wy. Cuntrie lægger sig op af Wys indie-lyd, men med et mere legende og avantgarde udtryk. EP’en er et udtryk for Ebbas ønske om at udfordre sig selv i forhold til at producere og skrive musik. Temaerne for hendes fire sange omhandler alt fra barndommens nostalgi til skrøbelig maskulinitet, med det som hun selv kalder ‘trivielle referencer’, der giver sangene et ærligt og skrøbeligt udtryk som komplimenterer Ebbas eksperimenterende vokal. EP’en er en god blanding af up-tempo indie og langsommere synth-orienterede numre, med et næsten hip-hop inspireret beat. Pladen som både er god til et glas vin fredag aften og tømmermændende søndag morgen.

James Smith – An EP by James Smith

På trods af, 20-årige James Smiths unge stemme er der en tyngde og erfaring i hans EP som gør de velskrevede pop-folk numre sentimentale. Smith kommer fra en klassisk arbejder-familie i London, hvor han fra en ung alder har arbejdet side om side med sin far, som også har haft en stor musikalsk indflydelse på ham. På hans udgivelse har han nemlig inkluderet et cover af farens yndlingsnummer “Don’t Think Twice, It’s Alright” af Bob Dylan. De fire numre dyrker både det simple som i “Rely on me”, men også det storslåede som i “Hollow”. Smith vil gå hele vejen og hans EP er forhåbentlig kun første stop for den unge musiker.

Mellow – 234 (EP)

Hvis man kan lide stærk produceret hip-hop og skarp lyrik, så skal man høre Mellows debut-EP. Lytterne bliver inviteret helt ind under huden på Mellow, mens vi følger ham ud ad døren på første track og videre gennem de københavnske gader. Tunge beats og melodisk klaver definerer de fem numre på udgivelsen. Man får lyst til at læne sig tilbage med en smøg i munden og se på livet der ruller forbi. Men passer samtidig også glimrende til en førfest, inden man skal ud og gøre selvsamme gader farlige. Mellow spiller med to andre rappere fra deres pladeselskab Affiliated den 8. maj på Spillestedet Stengade. Tjek ham ud!

Molina – Vanilla Shell (EP)

Molina har fra begyndelsen bare haft sin helt egen lyd, som endnu engang kommer til udtryk på hendes nye EP Vanilla Shell. Med 80’er inspireret synth-lyde og den karakteristiske vokal binder hun udgivelsen sammen. Molina har lavet en plade som kan og vil det hele. Stærkt influeret af Björk, Kate Bush og Royksopp udfordrer hun via sine produktioner og store musikalitet vores forståelse af popmusik. På EP’en introducerer hun også flere akustiske instrumenter som bratsch og tværfløjte, men som blender meget succesfuldt sammen med de mere elektroniske synth-producerede tracks. Molina spiller faktisk allerede i morgen den 25. januar til Verden Venter i VEGA sammen med fire andre spændende kunstnere, hvis man ligesom os er helt vilde med Molina.

Okay Kaya – Watch This Liquid Pour Itself

Norske Okay Kaya er ude med sit andet album “Watch This Liquid Pour Itself”, hvor temaet vand går igen i albummets 15 numre. Vandet er et billede på at lære at forstå sig selv og dybden af ens problemer. Numrene bliver på én og samme gang parodierende i forhold popgenren og fuld af sårbarhed. Okay Kaya har indspillet de fleste af numrene selv, men har denne gang arbejdet sammen med andre producere, så hun kunne få lyden præcis som hun ville have den. Kunstneren er netop nu bosat i New York og dette blandet med hendes også meget nordiske lyd, giver et helt specielt udtryk i løbet af pladen, som både indeholder elektroniske ballader og et discohit i form af nummeret “Mother Nature’s Bitch”. Okay Kaya skal indtil videre både til New York, Paris, London men skal selvfølgelig også tilbage til sit fødeland og spille i 2020.

Amanda Freisleben Lund
Amandafreisleben@bandsoftomorrow.com