22 jan Sturgill Simpson – Store VEGA
Foto: PR
Venue: Store VEGA
Dato: Tirsdag den 21. januar 2020
Med en fræsende rockguitar og vokal understregede Sturgill Simpson den hårde rocklyd fra sidste års ‘Sound & Fury’. Det var en imponerende fremvisning af Simpsons alsidige kompositoriske evner, men koncerten kørte meget i samme spor. Mange af sangene manglede den følsomhed og ekstra pondus, der på optagelserne understreger Sturgill Simpson som en nøgleperson i den nye bølge af countrysangere.
[rwp_box id=”0″]
Jeg tror, at der er meget få mennesker, der forstår, hvor unik en mand Sturgill Simpson er. Han er aldrig blevet inviteret ind i varmen af den etablerede countryindustri – på trods af, at han lige nu er en af de mest anerkendte countrymusikere i USA. Og han repræsenterer ellers et spændende skift i countrygenren indenfor det sidste årti. Sammen med musikere som Kacey Musgraves og Margo Price præsenterer han en modernisering af country, der er tiltrækkende for en generation af alsidige musiklyttere.
Sturgill Simpson afspejler country outlaw-stjerner som Willie Nelson i sin musik og tekster, da han altid har ignoreret musikalske troper og regler, der findes indenfor countrymusikken. Simpson følger ikke en formel men skriver musik ud fra, hvad han nu engang er passioneret omkring, hvilket netop førte til sidste års Sound & Fury. På denne aften i Store VEGA, spillede han sin nyeste plade fra start til slut, hvilket betød, at koncerten var domineret af den tunge og forvrængede rockmusik med elementer af syntpop og disco pyntet over musikken.
Sturgill Simpson afslørede sig selv som en fabelagtig guitarhelt, da han spillede imponerende soli og fræsende riffs. Jeg vidste ikke, at han var så overbevisende på guitar før koncerten, men han formåede at tilføje en inferno fornemmelse til koncerten – sammen med de flydende hammondorgel, pumpende trommer og groovy bas. Den første time af koncerten var meget imponerende, hvor lyden fra Sound & Fury blev perfekt leveret på scenen. Det var svært at stå stille, når Simpson vred sig afsted med sin vrængende vokal og guitar. Dog skal det siges, at enkelte sange fra Sound & Fury manglede de samme kræfter på scenen, som f.eks. “Sing Along”, der slet ikke var lige så funky som på optagelsen.
Desværre manglede sidste halvdel af Simpsons koncert kvalitet. Efter han var færdig med at spille sit album igennem, blev det tid til at trække hits og sange fra hans bagkatalog op af baglommen. Konstellationen med bas, guitar, orgel og trommer blev der ikke ændret på, hvilket betød, at blæserne på sange som “Welcome To Earth (Pollywog)” var fjernet. Derfor var en essentiel dimension af sangen helt væk. Helt grelt syntes jeg det blev, da han sluttede med sangen ”Call To Arms” uden det opløftende blæserriff, der bærer meget af sangen. Jeg respekterer, at Sturgill Simpson dyrker en ny lyd på hvert album, hvilket spejler sig i de efterfølgende koncerter – men bagkataloget led under Simpsons insisteren på at overføre lyden fra Sound and Fury, til sange som han skrev med en anden mentalitet, selvom koncerten var en hæmningsløs og rasende jamsession.
Alt i alt var koncerten et imponerende møde med en af countryrockens førende skikkelser, der viste, at den klassiske, udadvendte og hårdføre rockmusik, stadig kan spilles med en nerve og en opfindsomhed i det nye årtusind. Længe leve eneren. Og længe leve Sturgill Simpson.
