28 jan Københavnske HARKO har kurs mod himlen
Foto: PR
I HARKOs nye musikvideo får vi en tur mod universets yderste, med rumdragter, citronmåne og stjernekastere.
I går slap det Københavns-baserede alternative pop-band HARKO en tilhørende video til deres dansable single “I Can Feel You When I’m Soaring”, som udkom i oktober. Den fremadstormende gruppe har i den grad charmeret sig ind på den danske musikscene, og har med denne single skabt et navn, der har modtaget stor ros af diverse medier. De scorede sig blandt andet pladsen som ‘Ugens Upcoming’ på Bands of Tomorrow tilbage i december.
I videoen fører forsanger Anders os gennem et drømmelignende scenarie, hvor der med ellers simple videoteknikker skabes en unik billedeside til nummeret. Modsætninger er noget der især bliver lagt vægt på, hvilket kommer til udtryk med kontrastfyldte filtre, klippene der skiftevis spoler tilbage og kører fremad, og selvfølgelig hovedpersonen der drømmer sig til en svævende tilstand i rummet, men som i virkeligheden er fanget på jorden af nedtrykkende kræfter, og må nøjes med at spise en Dan Cake citronmåne fra Netto med en stjernekaster i.
Bandet er aktuelt med en kommende koncert på Stengade den 28. februar, hvor der forventes en tætpakket dansefest. Du kan se deres spritnye musikvideo her: