Bands of Tomorrow Uncovers: OWMI

Foto: Michael Kaack


Præsenteret i samarbejde med

Et nyt år er skudt i gang, og vi klar med annonceringen af det femte act, som skal spille til Bands of Tomorrows 2-dages festival på Loppen senere på måneden.

Et årti er overstået, og et nyt er officielt startet – derfor skyder vi 2020 godt igang med en masse ny musik til vores minifestival Bands of Tomorrow Uncovers, der finder sted på Loppen den 24. – 25. januar. Allerede nu er programmet sat til lørdagens festligheder, der byder på folket elektropop fra Klaptrae, hiphop af international kaliber fra Orla Engstrøm og sidst men ikke mindst ørehængende popbangers fra den fremadstormende kunstner mags.

Til fredagen har vi også sørget for et solidt program, der indtil videre består af den spirende popkvartet Blæst og nu også vores femte act.

Den københavnske duo OWMI har listet sig frem på den danske musikscene i 2019 med jordnære og alternative R&B numre som “Early Nothing” og “Where You Wanna Be” – der i oktober blev samlet på debutalbummet Tourner. De ambitiøse musikere Jakob Miang og Bashir Billow bag projektet, har rødder der rækker helt fra Østafrika til Brasilien og Norden – og denne alsidighed er noget gruppen også dyrker i deres lydbilleder. Med alt fra dansable og ørehængende numre som “Slipping” til mere nysgerrige lydcollager på “Beats and Lies” søger duoen at udforske og fusionere akustiske og elektroniske elementer gennem komplekse percussive beats, melodiske guitarfigurer og lækre vokalharmonier. Glæd dig til at opleve OWMIs eksperimenterende R&B, når de indtager Loppen fredag den 24. januar.

Hør og se duoens smukke live session af nummeret “Beats and Lies” her:

Du kan købe endagsbilletter til de enkelte dage, som koster bare 70 kr., men der er selvfølgelig god grund til at sætte kryds i kalenderen begge dage. En partoutbillet koster 110 kr. og 90 kr. for studerende ved fremvisning af studiekort. Følg med på Bands of Tomorrows og Loppens Facebook, Instagram og hjemmeside samt facebookeventet, hvor det sidste act snart vil blive annonceret.

Ida Hummelgaard
idahummelgaard@bandsoftomorrow.com