fbpx

FORPREMIERE: Den dugfriske duo Jane udkommer med deres anden single

Foto: Asbjørn Rosenlund

Jane er endelig ude med endnu en forførende single. ”Feel Me” fortsætter temaet om ung kærlighed fra bandets debutsingle og bliver startskuddet på massere af ny musik fra duoen i 2020.

Bag Jane finder man Johanne Frandsen og Jason Cameron, som oprindeligt gik sammen om at skrive musik for at bearbejde deres hjertesorger. Tilbage i november 2019 holdt vi premiere på Janes debutsingle “Stay”, og her fandt duoen vej ind i hjerterne på redaktionen, hvor vi – udover at putte tracket på flere af vores playlister – interviewede Jane, og lærte dem bedre at kende som vores “Ugens Upcoming”.

Lyden af den nye single “Feel Me” er endnu en omgang R’n’B, med underliggende Hiphop-beats og vestafrikanske grooves. Johannes inderlige vokal sammen med de brede korarrangementer er på en og samme tid både minimalistisk og storslået. Omkvædet, hvor “Feel me” bliver messet, får en næsten robotagtig elektronisk lyd, og man hypnotiseres af rumklangen og de kantede percussionlyde. Alle disse elementer drager os ind i en smuk og hudløs ærlig fortælling om ung kærlighed og længsel efter romantik.

Bandet har også ladet os vide, at de har mange jern i ilden netop nu, og vi glæder os enormt meget til mere musik fra Jane i 2020

Her har I “Feel me”:

Tags:
Amanda Freisleben Lund
Amandafreisleben@bandsoftomorrow.com