fbpx

070 Shake – Lille VEGA

Foto: Dan Regan

I går tog 070 Shake os med til sin egen planet – en planet som befinder sig “Under the Moon”, hvor vi alle trods forskellighed kan eksistere sammen. 

070 Shake – Lille VEGA
5 / 5 Anmeldelse

Da den 22-årige amerikanske rapper og sanger Danielle Balbuena tidligere på måneden udgav sit debutalbum Modus Vivendi, var der ikke nødvendigvis snak om et decideret konceptalbum, men ikke desto mindre var der et klart og tydeligt budskab. Coveret, der portrætterer 070 Shake i en næsten cyborg-lignende figur, pointerer i sig selv, hvad den latinske titel også indikerer – to modstridende ting som lever sammen.
Dette er også tilfældet i kunstnerens soniske univers, der fusionerer menneske og maskine i smukke autotunede hiphop-hymner og storslåede ballader. Selvom Shake er storforbruger af autotune, er målet egentlig at lyde rå og upoleret – og selvom pitch-correction værktøjet netop skal kunne det modsatte, skærer sangerens nervefulde vokal igennem. Der er ingen tvivl om, at musikeren opløser de skarpe dikotomier og søger en forening af kontrasterne – og det var netop det som fandt sted i Lille VEGA tirsdag aften.

I en både luft- og mennesketæt sal trådte 070 Shake på scenen og forløste hurtigt abstinenserne hos det forventningsfulde crowd med de tre første numre fra debutalbummet, “Don’t Break The Silence”, “Come Around” og “Morrow”. Oversvømmet i strobelys og gennem en tung bas, som stadig rungede i brystkassen flere sekunder efter den lød, forsøgte publikum, dog uden held, at overdøve tracket med deres fællessang. Her startede rumrejsen og symbiosen – og vi var alle klar til at tage med.
Den ubrydelige pagt mellem Shake og publikum blev kun styrket herefter – særligt når hun leverede gamle kendinge som “Stranger”, “Glitter” eller hittet “Honey” – sidstnævnte startede i intens a capella sang, hvor salens stemmer endelig kom til sin ret, og sluttede i ukontrolleret dans, med et Lille VEGA, som pludselig var forvandlet til en svedig natklub. Et tydeligt højdepunkt under koncerten.

De mere rowdy øjeblikke blev dog i størstedelen af tiden overtaget af flere storslåede ballader som “Divorce”, “Terminal B”, den hjerteskærende “Guilty Conscience” eller mystiske “Microdosing”. Her var sangerens kendetegnende rå og gennemsyrende, ærlige udtryk i sit es – og med endnu en omgang fællessang på “Rocketship” blev symbiosen mellem Shake og publikum for alvor cementeret, da hun sang linjen “Ain’t nobody stoppin’ this rocketship” og salen hengivent svarede hende med “Forever”. Sangeren forenede os yderligere på den næsten dystopiske “The Pines”, hvor Shake også slæbte en fra publikum op på scenen og fik alle til at skrige med deres lungers kraft.

“We’re all from the same planet” proklamerede Shake inden “Under the Moon” satte i gang, og igennem det pulserende beat og de sitrende synthesizers, kunne man igen høre publikum overvinde højtalernes volume med linjen “I wanna get high”. Det hele kulminerede i det famøse Kanye West nummer “Ghost Town”, hvor Shake var feature tilbage i 2018 – her gik alt op i en højere enhed og sangeren kunne gå ud til et voldsomt stort bifald – men rejsen tilbage til jorden og virkeligheden blev dog udsat nogle få minutter mere, da hun kom tilbage og spillede “Honey” endnu en gang. Og ligesom jeg ikke troede koncerten kunne peake mere, så startede en moshpit i den lille sal, men dette skulle igen overgås, da Shake lidt efter hev endnu en fra publikum op på scenen og hviskede i hans øre… nu skulle der ske noget vildt. Da beatet droppede, blev han kastet ud til publikum og crowdsurfede tilbage til sin plads på gulvet. 070 Shake leverede en næsten kosmisk præsentation, og forenede hele Lille VEGA i intense og nærværende øjeblikke.

Ida Hummelgaard
idahummelgaard@bandsoftomorrow.com