fbpx

Journey Fest tilføjer spændende act til et ellers fuldendt program

Foto: PR

Som en dejlig overraskelse tilføjer Journey Fest sangskriveren Hak Baker til line-uppet. Den britiske kunstner vil bringe sit akustiske live set med sig til festivalen, og der er lagt op til en ærlig og intim oplevelse.

Hak Bakers musik, som han selv vil beskrive som “G-folk”, indeholder tekster, der emmer af socialrealisme. De beskriver udfordringerne der er, ved at være en del af den engelske arbejderklasse i dag, hvor ulighed, kamp for overlevelse og venskab er en del af dagligdagen.

Allerede som 14-årig var Hak Baker en del af det London-baserede grime kollektiv B.O.M.B squad, men af Hak Bakers nyeste musik fremgår det tydeligt, at han siden dengang har udviklet sin helt egen lyd. Det høres blandt andet på debutsinglen “7AM” der udkom i maj 2017, og siden hen på EP’en Misfits der efterfulgte i november samme år. Med sin nyeste udgivelse Babylon der er hans debut mixtape fra 2019, dykker den britiske sangskriver endnu længere ned i dramatiske beretninger fortalt med inderlighed.

Den ekstra koncert er en spændende tilføjelse til programmet der allerede indeholder navne som blandt andet: Yangze, Ydegirl, Goldie 6is, Klein og Ms Banks.

Hak Baker skal spille på H15 i Kødbyen fredag den 28. februar kl. 19.30. Hele festivalen løber over seks koncertaftener fordelt på to weekender og finder sted i Lille- og Store VEGA, Amager Bio, KPH Volume og H15.

Du kan læse meget mere om Journey Fest og deres line-up her

Du kan varme op til koncerten med hans sang “Venezuela Riddim” fra hans nyeste udgivelse: