fbpx

10 hurtige til… Sarah Klang

Foto: Märta Thisner

I slutningen af januar besøger svenske Sarah Klang Danmark med sit nyeste album ‘Creamy Blue’ i bagagen. Vi har bedt sangerinden færdiggøre 10 sætninger – så I kan lære hende lidt bedre at kende.

Sarah Klang, den selverklærede ‘saddest girl in Sweden’, slap i oktober måned sit andet album Creamy Blue – der fortsætter i svenskerens melankolske og storladne popunivers, som hun tilbage i 2018 blev så kendt for i hjemlandet. Med en snert af country og americana bringer sangerinden et nostalgisk spind på sine nye sange – og som hendes navn hentyder udfoldes de vemodige fortællinger igennem kunstnerens smukke og særegne klang. Pladen, som Klang selv kalder for et ‘skilsmissealbum’, bliver nu luftet på en længere turné, hvor sangerinden blandt andet tager forbi danske breddegrader – henholdsvis på VEGA og Atlas den 30. og 31. januar.

1. Min musik er…

– Ærlig men overdramatisk.

2. Jeg begyndte at lave musik, fordi…

– Jeg kunne ikke holde ud kun at lave kedelige ting i livet.

3. Jeg finder inspiration i…

– Mine break-ups.

4. Den bedste koncert, jeg nogensinde har været til, var…

– Jeg er for anspændt til at se en hel koncert, men Daniel Norgren er altid god.

5. Det vildeste sted, jeg kan forestille mig at spille, er…

– Conan O’Brian Show. Jeg plejede at se det hver dag efter skole.

6. Hvis ikke jeg var musiker, ville jeg…

– Arbejde på en restaurant.

7. Min yndlingsartist lige nu er…

– ShitKid.

8. Det vigtigste for mig, når jeg laver musik, er…

– Ikke at lave dårlig musik.

9. Når folk lytter til min musik, skal de…

– Blive kæmpe fans og aldrig forlade mig.

10. Min kommende koncerter i Danmark, bliver…

– Smukke!

Ida Hummelgaard
idahummelgaard@bandsoftomorrow.com