17 jan Ida Laurberg er ikke bange for at sige, hvordan hun vil have tingene:»Det er fucking fedt, at jeg kan få lov til at bestemme tingene selv«

Foto: Natasja Kaae Jørgensen

Den 19-årige pige fra Helsinge er ikke bange for at synge om ting, der er angstprovokerende og svære – og så er hun ved at lære, hvordan hun vil have tingene. 

Jeg sidder på en café i indre København, hvor der er business-summen og “høflig selvbetjening”, som man vil kalde det – folk går op i jakkesæt med deres keramiske service. Første gang, jeg hørte Ida Laurbergs produktioner, kunne jeg ikke lade være med at få associationer til en af popverdenens største it-personligheder, Billie Eilish. Den lyse vokal er fængende og pakket ind i forvrængede autotunes, og budskabet er råt og kontant. Laurberg giver et indtryk af hårdførhed, og derfor blev jeg lidt overrasket over at møde hende i egen person, hvor skikkelsen er lille, mens hun fortæller om sig selv:

– Jeg føler bare, jeg er en meget ærlig kunstner, og at jeg snakker om de ting, som kan være lidt svære at snakke om. Det er alt fra de ting, der gør rigtig ondt til de lidt sjovere ting.

Balancen mellem det svære og det sjove er til at se hos Laurberg. Øjnene skinner og bliver fremhævet af to franske fletninger, men tonelejet er bestemt og ligeud, og hun fortæller videre:

– Jeg skriver alle mine sange selv. Hvis jeg ikke skriver om det, der rør mig, så kommer min musik heller ikke til at røre nogle andre. Jeg er jo ligesom vokset op med at være fan af de kunstnere, som var ærlige, og som også har hjulpet mig med at komme igennem en masse mørke tider i mit liv. Så jeg har altid tænkt, at det også var den slags kunstner, jeg gerne ville være.

»Jeg har ikke lyst til kun at skrive glade popsange om drenge, jeg godt kan lide – det har vi hørt, det kan du finde alle andre steder.«

Der har altså fra starten en drivkraft, skabt ud fra et ærligt, og måske også lidt ømt sted, i Ida Laurbergs værker, hvor det musikalske udtryk har ændret sig en del. Laurberg har fra en tidlig alder lagt covers ud på Youtube, men første gang, vi kunne høre hendes egen lyd, var på debutsinglen “Puppy Dog Eyes” i 2016: en tribute til en giftig teenageforelskelse, hvor charmen fra sin significant other kan være svær at modstå. Det udgangspunkt lyder Ida Laurberg dog til at være færdig med:

– Jeg har ikke lyst til kun at skrive glade popsange om drenge jeg godt kan lide – det har vi hørt, det kan du finde alle andre steder.

Hun virker lidt overvældet, da jeg spørger om, hvad der er sket siden debutsinglen, og siger smilende, at det jo var helt tilbage i 9. klasse, at den sang blev skrevet. Nu har hun en gymnasial uddannelse i rygsækken, men på trods af hendes udvikling til et mere melankolsk lydbillede, lægger hun ikke skjul på, at hun endnu ikke har fundet sit kunstneriske standpunkt:

– Fordi jeg har den alder, jeg har nu, så ændrer jeg mig hele tiden. Så det musik, der kommer ud lige om lidt, er også bare helt anderledes end det, vi lige har udgivet.

Om at give angsten plads og selv tage styringen

Laurbergs musikalske udtryk har som sagt ændret sig i takt med de talrige oplevelser, de fleste af os nok kan nikke genkendende til fra teenagelivet: gymnasieårene er overstået, man flytter hjemmefra og finder lige pludselig ud af, at voksenlivet på den anden side ikke er så nådesløst:

– Altså – jeg har hele mit liv virkelig dealet med en masse angst. Faktisk er det kun et par år tilbage , at jeg forstod  hvad det var, og jeg har lært at sætte ord på de følelser.

Når livet gør ondt, kan kroppen reagere derefter, og den erfaring fortæller Ida om i sammenhæng med singlen “My Chemistry”:

– Jeg var kommet ind i musikindustrien og skulle møde en masse nye mennesker. Så lige dér, der reagerede min angst rigtig meget på, at alting ændrede sig. Det fyldte rigtig meget, så jeg havde bare brug for at sætte mig ned og skrive en sang, der handlede om det. Uden at  tænke på, at der var nogen andre, der skulle høre det, men bare, så jeg kunne få den vægt af mine skuldre og sige “Nu er det her ovre”.

Selvom musikindustriens og voksenlivet kan være overvældende,  er en ting sikker for Ida Laurberg: hun vil selv stå for, hvordan tingene skal  være, og hvor skabet skal stå. I 2019 startede hun – i samarbejde med manageren Nicky – pladeselskabet All Chemistry, netop fordi hun ikke ville sættes i en bestemt bås eller blive afgrænset musikalsk:

– Vi havde lyst til at skabe et rum, hvor der var plads til vores egen kreativitet, hvor vi kunne udvikle os, som vi ville. Der var netop ikke nogen, som skulle sige, hvordan jeg skulle gøre –  eller eje alt, hvad jeg havde lavet.

Det målrettede blik kigger stadig på mig, mens hun fortæller om oprettelsen af pladeselskabet:

– Altså, det var jo fordi, vi ikke havde lyst til at signe mig hos  et pladeselskab, og så tror jeg… det er jo ikke noget, jeg har tænkt så meget over, men når jeg hører mig selv sige: “Jeg har mit eget pladeselskab”, så lyder det kæmpestort, men det er ret chilleren, fordi det bare er os, der laver musik, og det er bare det, det handler om. Det er fucking fedt, at jeg kan få lov til at bestemme tingene selv.

En lovende fremtid med noget i bagagen

Da vi sidder og snakker om Ida Laurbergs planer for 2020, er kalenderen pakket: hun skal med Jada på tour til foråret, spille til VEGAs udvalgte i slutningen af januar, og så har hun ellers en masse musik, der venter på at blive udgivet. Da vi snakker om planerne med Jada, er det første gang, det går op for mig, at hende der sidder overfor mig, er en 19-årig pige, det står og skuer mod en spændende musikkarriere. For første gang bliver seriøsiteten og målrettetheden skiftet ud med et nervøst gymnasiepige-fnis, mens hun udtrykker sin begejstring og spænding: »Det er fandme heldigt, at jeg har fået lov til det. Bare lille mig,« og trækker skuldrene helt op til ørene.

Skuldrene bliver i ørehøjde og øjnene glimter af spænding de næste par minutter, da vi snakker videre om Ida Laurbergs erfaring med live-optrædener: »Jeg har kun spillet opvarmning for Nicklas Sahl i marts sidste år, og det er seriøst det eneste, jeg har lavet. Så det er ret nervepirrende at skulle til at spille i Store VEGA og Train… Men altså, det skal nok gå,« siger hun med et lille smil, hvorefter det målrettede blik kommer tilbage, og det er som om, hun vasker nervøsiteten af sig og siger:

– Ej, men jeg tror at det vi har lavet nu, kommer til at blive fucking sindssygt. Så det glæder jeg mig rigtig meget til.

Efter knap et kvarters snak, har jeg allerede regnet ud, at når Ida Laurberg er særligt begejstret for noget, er hun bestemt ikke sky for at bruge F-ordet hyppigt og udtryksfuldt. Derfor spørger jeg straks ind til, om hun måske kan løfte sløret for, hvad publikum kan forvente af de kommende forestillinger, hvortil hun svarer:

– Jeg tror for det første, at man kan regne med at høre en masse sange, som folk ikke har hørt, sjovt nok. Og så måske også få lov til at se en anden side af mig, som jeg ikke har fået lov til at vise før, eftersom det eneste liveshow, jeg har spillet, var sidste år, hvor jeg ikke rigtig vidste, hvem jeg var endnu, og jeg var meget lille og nervøs. Det meste man har hørt fra mig før har været sådan meget stille, triste sangskriversange. At få lov til at se mig bryde lidt ud af det og være min egen kunstner og give lidt mere gas. Så jeg tror det, bliver en fest.« 

Og lige præcis den forklaring må siges at være samtalens omdrejningspunkt. Ida Laurberg er en kunstner, som har fundet sit fodfæste og i den grad ikke er bange for at træde til og sige, hvordan hendes lyd og udtryk skal være – noget som man i øvrigt sjældent ser hos en 19-årig, hverken i det musikalske eller personlige indtryk, de efterlader én med.

»Alle kan relatere til nogen, som siger: “jeg har det nederen,” men det kan godt være, at folk kan blive lidt fornærmede, når en ung tøs sætter ord på sin seksualitet.«

Den nyeste single “rip your shirt” har, som Laurberg tidligere nævnte, et anderledes udtryk end hendes hidtil udgivne musik. Vi er gået fra dybe, ærlige og til tider destruktive og grænsesøgende singler som “My Chemistry” og ej at forglemme “Grayzone” (hvis du vil se stalking være sexet, så gør dig selv en tjeneste og sluk for “You” på Netflix og se den her musikvideo i stedet) til et univers, der handler mere om sangerindens seksualitet og ret til samme.

»Det er ikke noget, så mange 19-årige piger får lov til at snakke om, men det er virkelig en ting, der fylder meget. Så på den måde er det også meget ærligt men bare på en helt anden måde,« fortæller hun, mens hun tænker lidt og fortsætter:

– Jeg føler faktisk næsten, at det har været nemmere at snakke om angst og at være ked af det hele tiden, end det har været at skulle snakke om det [seksualitet, red.]. For alle kan relatere til nogen, som siger: “jeg har det nederen,” men det kan godt være, at folk kan blive lidt fornærmede, når en ung tøs sætter ord på sin seksualitet.

Få gang i din fredag eller varm op til en af Ida Laurbergs optrædener i foråret med den nye single “rip your shirt” her.