16 dec Ugens Upcoming: Pleaure Raft
Foto: Dennis Morton
Denne uges upcoming er et nyt dansk solo-projekt, som du måske allerede kender fra tidligere.
Sanger og sangskriver Mathias Barfod var den ene halvdel af den duoen The Attic Sleepers, der gik i opløsning i januar i år. Nu er Barfod gået solo under navnet Pleasure Raft, med hvilket han i løbet af året har udgivet fire sange, der i november måned mundede ud i en selvbetitlet debut-EP. Han står bag et rocket og elektronisk lydunivers, og du kan nu lære ham bedre at kende her.
Hvem er Please Raft?
Pleasure Raft er sangskriver Mathias Barfods solo projekt.
Hvordan vil du beskrive din lyd?
Energisk og drømmende med et tvist af shoegaze. Inspireret af storladende landskaber og kaotisk indre virvar. En blanding af 80’ernes synth-pop, 90’ernes grunge og 00’ernes post-rock.
Hvordan startede du?
Jeg tog min fars gamle el-guitar op, puttede et kabel i den ene ende af guitaren og i den anden ende i en guitarforstærker. Og resten er en lang historie, men mit første band hed The Dejes og var et ska-punk band, jeg dannede på min efterskole. Ingen af os kunne synge, så jeg tog en for holdet og har øvet mig lige siden.
Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik?
Det kommer som regel lidt ud af ingenting. Et simpelt guitarjam på sofaen og så snart jeg har fat i noget, jeg kan mærke, laver jeg en volapyk tekst over en vokalmelodi. Så får jeg det indspillet på min iPhone, så jeg ikke glemmer det, og herefter kan idéen ligge i alt fra en uge til to-tre måneder, før jeg kigger på det igen. Alt herefter er finpudsning og overvejelser omkring lydbillede og stemning.
Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?
Radiohead, Sigur Rós, Mogwai, Nirvana, TOOL, Deftones og alt andet, som er sørgmodigt og mørkt på samme tid.
Hvad er der på pladespilleren lige nu?
Choir Of Young Believers – Rhine Gold
Hvad er du i gang med lige nu?
Skriver på et album og prøver at finde inspiration i den mørke og melankolske 19/20 vinter, som er den hidtil hårdeste omgang, jeg har prøvet.
Hvad er drømmen?
At leve af min musik. Måske spille på Letterman (urealistisk), Orange Scene naturligvis. Måske have sin musik sync’et til en mega fed HBO serie. Og så et par millioner så jeg kan købe noget usædvanligt dyrt gear.
Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?
“Words”. En uudgivet sang, som jeg skriver på i øjeblikket, og som jeg håber og tror på bliver virkelig fed i sidste ende. Og ellers “Your Love” fra min nyeste EP.
Hvis din musik var en drink, hvilken ville den så være?
Long Island Iced Tea. Mange forskellige slags alkohol, som alle kæmper om smagen og i et stort dejligt hurlumhej, bliver til én god smag. Stærkt vanedannende.